Ny rapport slår fast, hvor det er bedst og værst at være virksomhed i Danmark

16x9
Virksomheder i Ikast-Brande Kommune er meget tilfredse med forholdene. Her er det fra tyske Siemens' vindmøllefabrik i Brande. Foto: Thomas Lekfeldt / Scanpix Denmark

Dansk Industri har offentliggjort sin årlige undersøgelse af erhvervslivets vilkår i de danske kommuner.

Det er rigtig dejligt at være virksomhed i det meste af Jylland, mens det er mindre sjovt på Sjælland og resten af øerne.

Det er i generelle vendinger billedet, der tegner sig i Dansk Industris årlige undersøgelse 'Lokalt Erhvervsklima'.

7.599 virksomheder fra 96 af landets 98 kommuner har blandt andet svaret på, hvordan mulighederne er for at få kvalificeret arbejdskraft, hvordan kommunikationen med kommunen er og hvordan skattetrykket er, samt flere andre parametre.

Du kan læse meget mere om undersøgelsen på Dansk Industris hjemmeside.

En midtjysk succeshistorie

Selvom der er undtagelser, viser resultatet altså en generel tendens til, at erhvervsklimaet i de jyske kommuner er bedst. Allerbedst ser det ud i Ikast-Brande Kommune i Midtjylland, og det er ikke første gang. Faktisk har kommunen været nummer et eller to på listen hvert år siden 2010.

- Jeg tror egentlig, det er ret banalt. Vi tager røret, når virksomhederne ringer, og vi har lyst til at finde de gode løsninger, siger Carsten Kissmeyer (V), der er borgmester i kommunen, til TV 2.

Ifølge borgmesteren skal grunden til det store fokus på erhvervslivet findes tilbage i 1990'erne. Her ramte en stigende globalisering det i høj grad ufaglærte erhvervsliv hårdt, og området fik en høj ledighed. Siden har jobskabelse været øverst på dagsordenen.

- I byrådet arbejder vi godt sammen på tværs af partierne, og forvaltningerne er aldrig i tvivl om, hvilken vej vi skal gå. Jeg tror egentlig, det er så simpelt, siger Carsten Kissmeyer.

Bliver straffet for lav ledighed

Helt anderledes ser det som nævnt ud på den anden side af Storebælt, hvor de fleste sjællandske kommuner skal findes i den tunge ende af listen.

- Jeg er selvfølgelig rigtig ærgerlig over den placering. Det må vi tage alvorligt og se på, hvad vi kan gøre anderledes, siger Karsten Søndergaard (V), der er borgmester i Egedal Kommune - rangeret nummer 94 ud af de 96 kommuner.

Som regel er det anset for en god ting at have lav ledighed. Men for virksomhederne betyder det, at man har sværere ved at rekruttere, og derfor bliver kommuner som Egedal, der har lav ledighed, faktisk straffet i undersøgelsen.

- Vi kan næsten ikke undgå at score lavt på det parameter, og det betyder jo, at det er sværere for virksomhederne at få kvalificeret arbejdskraft, siger Karsten Søndergaard.

Se her, hvor din kommune befinder sig på listen:

Så tilfreds er erhvervslivet med din kommune

Du kan se din kommunes placering i tilfredshedsundersøgelsen ved at holde musen hen over kortet.