Danskerne trykkede køb 85 millioner gange

Nethandlen eksploderer herhjemme, og en stor del af gevinsten høstes af udenlandske butikker.

Der blev brugt rekordmange penge på e-handel blandt de danske forbrugere i første halvdel af i år.

Næsten 85 millioner gange blev der gennemført en handel i en netbutik i de første seks måneder af 2017, og samlet blev der brugt 56,9 milliarder kroner på e-handel herhjemme. Det fremgår af en ny opgørelse fra Foreningen for Dansk Internethandel, FDIH.

Sammenlignet med første halvår af 2016 er der tale om en vækst i forbruget på 13 procent. 

- Det er heldigvis ikke overraskende, at vi ser endnu en omsætningsrekord, for både danske forbrugere og butikker er helt fremme, når det kommer til e-handel, siger Niels Ralund, adm. direktør i FDIH.

Mobilen vinder frem

Især to ting ved danskernes forbrugsvaner har ændret sig over det seneste års tid, lyder det fra FDIH-direktøren.

- 14 procent af alle handler bliver lavet på mobilen. Det er en vækst på 40 procent i forhold til 2016, og samtidig flytter en del af betalingerne fra de traditionelle betalingskanaler som Dankort og Mastercard til nyere løsninger som eksempelvis Mobilepay, siger Niels Raalund og fortsætter:

- Det betyder, at hvis du som netbutik ikke er mobilklar, kan du godt vinke farvel til omsætningen.

Udenlandske butikker henter milliarder

Det er ikke kun de hjemlige butikker, der får gavn af den massive vækst i det private forbrug på nettet. Således trækker udenlandske netbutikker en tredjedel af forbruget ud af landet. Det svarer til 38 milliarder kroner om året.

Dansk Supermarked vil holde Amazon fra at overtage det danske marked for nethandel ved at invitere danske forretninger ind på handelsplatformen Wupti. Video: Morten Plesner Mathiasen

- Det giver en del malurt i bægeret, at så mange penge hvert år forsvinder ud af landet, men det er desværre ikke overraskende. De danske netbutikker er hammerdygtige, men de står over for nogle gigantiske konkurrenter, der nyder godt af deres voldsomme størrelse i forbindelse med fragt, pris og markedsføring, siger Niels Ralund.

Det er især butikker som tyske Zalando, Ebay og Amazon, der æder sig ind på det danske marked. De udenlandske butikkers dominans kan blandt andet ses på listen over de 20 mest populære netbutikker blandt danske forbrugere.

Af de 20 butikker tegner udenlandske firmaer sig for halvdelen. Og den eneste danske butik i forbrugernes top fem er Coop.dk.