Topdirektør høster milliongevinst efter hård periode

Novozymes’ topchef har udnyttet en gammel option på at købe aktier til dumpede priser.

Peder Holk Nielsen har udnyttet det seneste halve års fremgang for Novozymes-aktien til at inkassere en milliongevinst på et gammelt aktieoptionsprogram.

I går blev han 28 millioner kroner rigere i aktier, efter han udnyttede en option i sit lønningsprogram.

Det seneste halvårsregnskab fra Novozymes viste fortsatte salgsproblemer - langt fra tidligere tiders vækstrater, men det havde altså ingen indflydelse på topchefens lukrative aktieaftale.

Peder Holk Nielsen fik i 2013 ret til at købe lidt over 120.000 Novozymes-aktier til en fast stykpris på 88,6 kroner. Også den resterende del af direktionen i Novozymes fik lignende optionsprogrammer.

Belønningen kom efter stærke vækstrater mellem 2011 og 2013.

Tidligere succesforretning halter

Siden 2015 har Novozymes dog forvandlet sig fra at være en velkørende vækstmaskine til at være gået mere eller mindre i stå på omsætningen.

Det er blandt andet salget af enzymer til vaskemidler – der tidligere var selskabets pengemaskine – som har stået stille de seneste år. Og på trods af at vaskemiddel-divisionen fylder mindre i den samlede forretning i dag, gør de manglende vækstrater fortsat ondt i Novozymes.

Også landbruget har svære tider, hvilket kan ses på tilbagegangen i omsætningen i den sektor.

Ved det seneste halvårsregnskab måtte Novozymes nedjustere indtjeningsforventningerne til 2017, hvilket altså viser, at selskabet endnu ikke er kommet tilbage på det vækstspor, selskabet tidligere har kørt på, men her var årsagen modvind fra dollarkursen.

Løn i den pæne ende

Selv før indløsningen af aktieprogrammet var Novozymes-chefen aflønnet i den pæne ende set i forhold til resten af landets topchefer for de tungeste virksomheder.

Peder Holk Nielsen får en årlig løn inklusive pension og bonusser på omkring 20 millioner kroner. Det bringer ham foran både Danske Banks topchef Thomas Borgen og Dongs administrerende direktør Henrik Poulsen.

Novozymes-direktørens løn blegner dog noget i forhold til de bedst lønnede C20-chefer, hvor topscorerne Kaare Schultz fra Lundbeck og den hollandske administrerende direktør for Carlsberg, Cees’t Hart begge tjener over 35 millioner kroner.