Nordea ramt af kundeflugt

16x9
- Vi har en god tilgang af nye kunder, men desværre også afgang af eksisterende kunder, og lige nu er der ikke balance i de tal, siger Nordeas topchef Frank Vang-Jensen. Foto: INTS KALNINS / Scanpix Denmark

Bankgiganten har ifølge en ny undersøgelse mistet tusindvis af kunder i løbet af årets første seks måneder.

Nordea bløder kunder. Det viser i hvert fald en ny undersøgelse fra Voxmeter, der er baseret på i alt 224.000 interviews om året. Tallene afslører, at storbanken har mistet i omegnen af 16.000 bankkunder i løbet af et halvt år.

Det skriver Finans.dk.

- Nordea har en bred vifte af udfordringer, som gør, at kunderne er utilfredse. Mange har allerede forladt banken, og flere ser ud til at ville gøre det i fremtiden, siger Christian Stjer, der er administrerende direktør i Voxmeter, til Finans.dk.

40 procent overvejer at forlade banken

I forbindelse med offentliggørelsen af sidste års årsregnskab meldte Nordea ud, at banken havde mistet 25.000 kunder i løbet af 2016.

Den nye undersøgelse fra Voxmeter viser imidlertid, at endnu flere er parat til at forlade banken. Ud af de 930.000 kunder, som banken har tilbage, har mere end 40 procent nemlig svaret, at de overvejer at skifte bank.

Det svarer til omtrent 372.000 af bankens kunder.

- Lige nu er der ikke balance

Da Nordea for nylig offentliggjort regnskab for de første seks måneder af 2017, ville bankens nye topchef i Danmark Frank Vang-Jensen ikke oplyse, hvor mange kunder Nordea har mistet i løbet af året.

Men Vang-Jensen er godt klar over, at bankgiganten står med noget af en udfordring.

- Vi har en god tilgang af nye kunder, men desværre også afgang af eksisterende kunder, og lige nu er der ikke balance i de tal. Det er en udfordring, som vi er meget bevidste om, og at genskabe en høj kundetilfredshed er ubetinget vores største, enkeltstående fokusområde i banken, siger Frank Vang-Jensen blandt andet til Finans.dk.

Nordeas hovedkontor blev i sidste uge rangsaget af bagmandspolitiet i forbindelse med overtrædelse af hvidvaskloven, efter at Finanstilsynet anmeldte Nordea i 2016. Tilsynet var i en undersøgelse kommet frem til, at banken ikke havde overholdt reglerne for bekæmpelse af hvidvask og terrorfinansiering.