Discountkrigen fortsætter: Netto og Rema 1000 vil åbne stribe af nye butikker

Discount-supermarkederne i Danmark trækker fronterne op i kampen om kunderne. Det kan gøre dagligvarerne billigere og udvalget bedre.

Grebet bliver strammet i den armlægningsdyst, der lige nu udkæmpes blandt landets supermarkeder. Det handler om at tiltrække flest mulige danskere til grøntsagsrækker og kølediske, og der er ingen udsigt til, at dagligvarekæderne vil ændre kurs foreløbig.

  • Netto er størst med 463 butikker. Kæden ventes inden længe at overstige 500 butikker.
  • Fakta råder over 406 butikker.
  • Rema 1000  har omkring 292 butikker.
  • Aldi ligger nummer fire med 188 butikker, men de har for nylig meldt ud, at 32 skal lukkes.
  • Lidl opererer 98 butikker.

Sådan ser en af hovedpersonerne i dysten i hvert fald situationen.

- Der bliver en discountkrig, og den kommer til at fortsætte fremadrettet til stor gavn for kunderne, som kun får bedre og bedre varer og bedre priser, siger Per Bank, administrerende direktør i Dansk Supermarked. 

Dansk Supermarked, der ejer Netto, regner med selv at spille med musklerne i kampen om dagligvarekunderne. 

- Her ligger vi rigtig godt med Netto, og vi åbner butik nummer 500 i begyndelsen af det nye år, og jeg ser også, at vi kan åbne op til 100 nye over de næste år. Lige hvordan det kommer til at gå over de næste år, er jeg ikke klar over, men vi kommer til at åbne endnu flere butikker, siger Per Bank. 

Fakta er Danmarks anden største discount-dagligvarekæde med 406 butikker.
Fakta er Danmarks anden største discount-dagligvarekæde med 406 butikker. Foto: Sofie Mathiassen / Scanpix Denmark

Rema1000 vil have flere butikker

Samtidig skyder nye Rema 1000-butikker op over hele landet. Og der er mange flere på vej. 

- Vi fejrer butik nummer 300 til november i år, hvis alt går efter planen. Og så åbner vi et sted mellem 15 og 25 nye butikker om året, og sådan vil vi fortsætte. Vi når helt sikkert 400, men hvor loftet er, ved vi ikke, siger Ole Robert Reitan, der er øverste chef for Reitan gruppen, som ejer Rema 1000, til TV 2. 

I Norge kan Rema 1000 om en uge fejre, at butik nummer 600 er åbnet. 

- Der er lige så mange mennesker i Danmark som i Norge, peger Ole Robert Reitan på. 

Discountkrigen har indtil videre kostet de danske supermarkedsgiganter dyrt på bundlinjen. Ifølge FødevareWatch har Fakta over de seneste fem år tabt omkring 400 millioner kroner, mens Aldi har tabt omkring én milliard kroner. Dagrofa har over de seneste fem år tabt omkring 1,3 milliarder kroner. 

Dagrofa: Ikke plads til flere

Dagrofa, der lukkede sine 103 Kiwi-butikker i april i år for at trække sig ud af discountmarkedet, satser med kæderne Meny og Spar kraftigt på det lidt dyrere segment. 

- Kampen om discountmarkedet er en stillingskrig, hvor der ikke rigtig kan vindes mere land, og hvor det handler om, hvem der er bedst i nærkamp. Vi må konstatere, at oversat til dagligvaremarkedet, så er der ikke rigtig plads til flere discountbutikker, der kan tjene penge, siger Per Thau, koncerndirektør i Dagrofa. 

- Vi har for mange butikker i danmark, og vi kan se, at discountmarkedet er på vej nedad, og at der er større efterspørgsel på kvalitet og sundhed og convenience, fortsætter han. 

Netto har overtaget mange af de nu lukkede Kiwi-supermarkeder.