Rige danskere flytter deres formuer helt ud vestpå

16x9
Ringkjøbing Landbobank har stor succes med at tjene penge på velhavende danskere. Foto: Henning Bagger / Scanpix Denmark

Ringkjøbing Landbobank skovler penge ind på danske rigmænd. Banken er hele tiden et skridt foran de andre, lyder det fra ekspert.

Banken, der har rødder i den vestjyske muld, kan sagtens følge med i forhold til flere af landets store banker.

Ifølge det seneste regnskab for Ringkjøbing Landbobank har banken noteret sig et overskud på 348 millioner kroner for årets første seks måneder.

Banken har især haft succes med at lokke flere af landets rigeste til. De såkaldte private banking-kunder står således for cirka 20 procent af bankens samlede forretning.

For bankekspert og stifter af Mybanker John Norden kommer det da heller ikke som nogen overraskelse, at det går så godt for Ringkjøbing Landbobank.

- De virker til altid at være i bedre tid end de andre banker. Det, de gør, gør resten af branchen med halvandet til to års forsinkelse. De har god næse for bankforretning, siger John Norden til TV 2.

Tandlæger og læger

Det er blandt andet bankens fokus på at kapre tandlæger og læger, der har båret frugt, hvilket endnu en gang viser sig i det regnskab, som banken netop har offentliggjort.

Så stor skal din formue være som Private banking-kunde

I Danmark skal du have mindst to-tre millioner kroner på kistebunden, hvis du vil gøre dig forhåbninger om at blive 'Private banking'-kunde i et bankinstitut. 'Private Banking' er en række finansielle services, som nogle banker yder til særligt velhavende kunder.

Men den gode næse for bankforretning gælder også, når det kommer til what not to do, fortæller bankekspert John Norden.

Der skal jo være en grund til, at kunderne kommer helt ud i klitterne. Hvorfor skulle de ellers komme herud?

John Fisker, adm. direktør i Ringkjøbing Landbobank

- Da finanskrisen kom, satte de bremsen i i forhold til at lave udlån til ting, som andre blev ved med at lave udlån til. De ved, hvornår ting er gode, og hvornår ting er dårlige, siger John Norden.

En grund til, at kunderne kommer til klitterne

Selv er Ringkjøbing Landbobank da også meget tilfredse med resultatet i første halvår, hvor banken tjente 348 millioner kroner - 34 millioner kroner mere end sidste år.

Det fortæller direktør for banken John Fisker. Han understreger, at det er bankens store fokus på at specialisere sig på udvalgte områder, såsom formueforvaltning, der nu giver pote.

- Der skal jo være en grund til, at kunderne kommer helt ud i klitterne. Hvorfor skulle de ellers komme herud? Det vil de, fordi vi har haft meget stærkt øje for, at vi skulle være kendt for og specialiserede i nogle ting, fortæller John Fisker.

Årets vækst er da også primært fundet i bankens nyeste filialer i Holte og Århus, hvor rigtig mange velhavende danskere har valgt at flytte deres penge over.

Danske rigmænd er god forretning

Velhaversegmentet er de seneste år blevet lidt af et konkurrenceområde for de danske bankinstitutter, der alle har fået øjnene op for, at det er et område, hvor der er penge at tjene. Det gælder blandt andet for banker som Nordea, Danske Bank, Jyske Bank og Nykredit.

Det skyldes ifølge bankekspert John Norden, at andelen af velhavende danskere bliver større. Og det er primært 60’er-årgangen, der sidder på guldet.

- Dem, der var med til Woodstock i ’69, har simpelthen haft en fest lige siden. Guldflipperne, kalder vi dem. Det er dem, som nu får relativt store formuer, forklarer John Norden.

Ringkjøbing Landbobank fortsætter kampen om ”guldflipperne” og forventer ved årets udgang at ende med mellem 600 og 665 millioner kroner i overskud.