Direktør om muligt TV 2-salg: Håber, at traditionerne kan føres videre

Administrerende direktør for TV 2, Merete Eldrup, tager nu bladet fra munden om det mulige salg af stationen.

Fakta: TV 2 Danmark A/S

  • TV 2 Danmark A/S startede den 1. oktober 1988 med det formål at få et alternativ til DR. Det vil sige en ny public service-tv-station.
  • Selskabet har ikke modtaget licens siden juni 2004 og er derfor finansieret via reklamer og indtægter fra sine nichekanaler. 
  • De cirka 1.200 medarbejdere er nogenlunde ligeligt fordelt mellem virksomhedens to redaktioner i Odense og København. 
  • Selskabet driver kanalerne: TV 2, TV 2 NEWS, TV 2 Charlie, TV 2 Zulu, TV 2 Fri og TV 2 Sport. 
  • De regionale TV 2-virksomheder er selvstændige institutioner uafhængig af TV 2 Danmark. 

- Jeg er sikker på, man kan få en god pris for TV 2, for det er en virksomhed med en god markedsposition. 

Sådan siger administrende direktør for TV 2, Merete Eldrup, om det politiske ønske om at sælge dele eller hele af TV 2. 

- Jeg giver ingen tal eller størrelser på et beløb, men jeg er overbevist om, at man kan få en fornuftig pris for virksomheden, siger hun. 

Bøn til den kommende ejer

TV 2 Danmark A/S er i dag ejet 100 procent af den danske stat. 

Det har dog længe været blandt de mediepolitiske målsætninger at sælge hele eller dele af virksomheden. 

Fakta: TV 2 i tal

Nøgletal 2016

  • Omætning: 2,7 mia. kr. 
  • Resultat: 135 mio. kr. 
  • Medarbejdere: 1.225 (i gennemsnit). 

Da VLAK-regeringen præsenterede sit regeringsgrundlag tilbage i november sidste år, var det skrevet ind, at man havde i sinde at privatisere TV 2. Og det skulle ske inden næste folketingsvalg. 

Regeringen ønsker at privatisere TV2. Forberedelse af en privatisering af TV2 vil blive påbegyndt i 2017, så privatiseringen kan ske, efter at den nuværende mediepolitiske aftale for 2015-2018 udløber.

Regeringsgrundlag, 2016

Den nuværende medieaftale gælder til udgangen af 2018, og den slår fast, at det er staten, som skal eje TV 2.

I det nye forlig vil man åbne op for en privatisering. Og som direktør for hele biksen er det Merete Eldrups ønske, at en kommende ejer vil drive TV 2 med samme idealer om public service som hidtil. 

Hvad er public service?

Både DR, TV 2, TV 2-regionerne og Radio24syv samt til dels Nova FM er underlagt krav om at levere public service.

Medierne skal ifølge Radio- og Fjernsynsloven ”via tv, radio og internet el. lign. sikre den danske befolkning et bredt udbud af programmer og tjenester omfattende nyhedsformidling, oplysning, undervisning, kunst og underholdning”. Udbuddet skal være kendetegnet ved kvalitet, alsidighed og mangfoldighed, og der skal lægges vægt på saglighed og upartiskhed. Der skal desuden lægges særlig vægt på dansk sprog og dansk kultur.

- Hvis man når dertil, hvor man vil sælge TV 2, håber jeg på en ejer med publicistiske ambitioner, siger Merete Eldrup og fortsætter: 

- Det er vigtigt med uafhængige og stærke kvalitetsmedier i denne her verden, og det synes jeg, TV 2 har levet op til i 30 år. 

TV 2 er truet af konkurs

Selvom Merete Eldrup mener, at TV 2 er en god investering, lurer en række retssager om ulovlig statsstøtte i horisonten. For ender TV 2 med at tabe sagerne, kan det koste milliarder - og potentielt set lukke hele virksomheden.

Det vurderer professor emeritus i medievidenskab ved Aalborg Universitet, Frands Mortensen. 

- De økonomiske krav til TV 2 vil blive så store, at man umuligt kan drive virksomheden videre, forklarer Frands Mortensen. 

Af samme årsag mener han heller ikke, at det overhovedet er realistisk, at TV 2 bliver solgt i en nær fremtid: 

- Efter min vurdering vil det ikke være muligt at sælge TV 2, da erstatningskravene vil blive så store, hvis man taber retssagerne. Det er der jo ikke en køber, som kan acceptere, siger han.

Erstatningssagerne mod TV 2 er begyndt, og der vil formentlig først komme en afklaring i 2020, vurderer Frands Mortensen. 

På TV 2 Play kan du se eller gense hele interviewet med Merete Eldrup i NEWS-magasinet Topchef i Trumps Verden.