Advokat er selvsikker i sag om mandatsvig for 800 millioner: - Ledelsen vidste det

16x9
- Man har fra moderselskabet i Nørresundby accepteret tingenes tilstand, og man har haft fuld viden og indsigt i, hvad der er foregået, siger forsvarsadvokaten i sagen om mandatsvig for 800 millioner kroner i datterselskabet til OW Bunker. Foto: Henning Bagger / Scanpix Denmark

Advokat er selvsikker, inden han skal forsvare sin klient i en sag om et af omdrejningspunkterne i virksomheden OW Bunkers kollaps.

Ledelsen i OW Bunker var godt klar over, hvad der skete, da en direktør udstak kreditter for mere end 800 millioner kroner til et andet selskab. Penge som det kollapsede selskab aldrig så igen.

Man har fra moderselskabet i Nørresundby accepteret tingenes tilstand

Arvid Andersen, forsvarsadvokat

Det mener Arvid Andersen, der er forsvarsadvokat for den tiltalte ex-direktør Lars Møller, som sad i spidsen for OW Bunkers datterselskab, Dynamic Oil Trading.

- Man har fra moderselskabet (OW Bunker, red.) i Nørresundby accepteret tingenes tilstand, og man har haft fuld viden og indsigt i, hvad der er foregået, siger forsvarsadvokaten og understreger, at han har flere beviser på, at ledelsen har vidst, hvad der er skete i Dynamic Oil Trading.

- Det er jo ikke sådan, at man har givet en enkelt kredit på 800 millioner kroner i et hug. Det er en kredit, der langsomt er bygget op over tiden. Det var et almindeligt forretningsmellemværende, der kom ud af kontrol, fordi kunden ikke kunne betale.

Anklager er sikker på sine beviser

Udtalelsen kommer efter, at SØIK, også kaldet bagmandspolitiet, har tiltalt Lars Møller for mandatsvig for mere end 800 millioner kroner. Sagen handler om, hvorvidt direktøren havde lov til at give kredit til et andet selskab for de mange penge.

OW Bunker fik nemlig aldrig pengene igen, og det var med til at få fundamentet under virksomheden til at smuldre. Noget der i sidste ende betød, at OW Bunker gik konkurs blot syv måneder efter, at selskabet var gået på børsen.

Hos bagmandspolitiet er man overbevist om, at man får Lars Møller dømt for at være gået uden om OW Bunker-ledelsen, da han udstak de mange millioner i kredit.

- I denne her situation har vi fundet bevis, der er så omfattende og stærkt, at vi ikke er bekymrede for at rejse tiltalen, siger Niels Vejlby Hansen.