B&O-direktør tilfreds trods trecifret millionunderskud

Bang & Olufsen kom ud af regnskabsåret 2016/2017 med et underskud på 117 millioner kroner efter skat, oplyser selskabet.

Den danske elektronikfabrikant Bang & Olufsen kom ud af regnskabsåret 2016/2017 med et underskud på 117 millioner kroner efter skat, oplyser selskabet.

Vi er på rette spor, lyder det fra topchef Henrik Clausen.

Underskuddet falder nemlig, og salget af B&O's klassiske produkter samt selskabets Play-produktion stiger i takt med forventningerne.

Derfor er resultatet også en markant forbedring fra året før, hvor underskuddet lød på 208 millioner kroner.

Underskuddet kommer efter et år, hvor omsætningen voksede 12 procent til knap tre milliarder kroner. Og ifølge topchef Henrik Clausen er virksomheden altså på rette spor.

- I 2016/17 fortsatte Bang & Olufsen fremgangen og leverede tilfredsstillende vækst, forbedrede virksomhedens lønsomhed og genererede positive frie pengestrømme.

- Vi har haft fokus på at levere nye og innovative produkter til vores kunder, udvikle vores brandpartnerskaber og skabe en mere agil forretningsmodel, og det har bidraget til at styrke vores underliggende forretning og resultater, siger han i en meddelelse.

Play lever op til forventningerne

Driftsresultatet ligger i årsresultatet på 199 millioner kroner mod 46 millioner året før.

B&O Play-produkterne levede op til forventningerne om en tocifret vækst, mens Beoplay udgør 42 procent af Bang & Olufsens samlede salg.

Det er det første hele regnskabsår med Henrik Clausen ved roret. Han kom fra en stilling som administrerende direktør i den danske afdeling af Telenor.

Investorerne vender tilsyneladende tommelfingeren ned, efter Bang & Olufsen har præsenteret sit årsregnskab. Lige efter fondsbørsens åbning i København faldt B&O's aktier næsten otte procent. Efter små ti minutters handel har kursen dog rettet sig lidt. Aktien falder knap fire procent og koster 110 kroner.

I maj oplyste Bang & Olufsen at man var nødt til at afskedige 59 personer på hovedkontoret i Struer.

Fyringerne var en konsekvens af den samarbejdsaftale med sydkoreanske LG, som B&O indgik sidste år, forklarede HR-direktør Christian Iversen dengang.