Multinational koncern med 170.000 ansatte ramt af hackerangreb

16x9
Saint-Gobain har endnu ikke fået det fulde overblik over, hvor omfattende angrebet er. Foto: ERIC PIERMONT / Scanpix Denmark

Franske Saint-Gobain har over 170.000 ansatte i 67 lande. På grund af hackerangreb håndteres alle kunder manuelt.

Et massivt hackerangreb fejer lige nu hen over kloden.

Angrebet har blandt andet ramt den danske rederigigant Mærsk, hvor flere af selskabets havne i blandt andet Mumbai, Rotterdam og New York er blevet lagt ned.

Den franske byggematerialekoncern Saint-Gobain oplyser til TV 2, at også de er blevet ramt af det omfattende hackerangreb.

- Vi er blevet ramt af præcis det samme som andre virksomheder. Vi oplevede at vores pc’er blev lukket ned med ransomware. Nu har vi lukket alle interne systemer for at beskytte vores data, siger Morten Starup, der er kommunikationschef for Saint-Gobain i Norden og Baltikum.

Håndterer kunder manuelt

Saint-Gobain opererer i 67 lande og har over 170.000 ansatte. I Danmark er blandt andet vvs-grossisten Brødrene Dahl en del af den franske koncern, der dog også producerer og sælger gips, isolering og mørtel.

- Vi reagerede så hurtigt, som det blev opdaget, at der var et angreb. Det afspejler også, hvor hårdt vi er ramt. Vores it-systemer er nede, så vi mærker det både i vores interne arbejde og i håndteringen af kunder, som vi nu må håndtere manuelt på grund af angrebet, siger Morten Starup.

Koncernen har endnu ikke fået det fulde overblik over, hvor omfattende angrebet er.

Mærsk mangler overblik over skaderne

Det samme gør sig gældende for Mærsk.

Rederiet oplyste kort efter klokken 9 onsdag morgen, at man har indæmmet og stoppet virussen.

Mærsks havnedivision er dog fortsat hårdt ramt. Ifølge flere medier skulle 75 havne - det vil sige næsten alle Mærsk-havne - være påvirket af angrebet.

Nu arbejdes der verden over på at genoprette systemerne.

- Vi er nu i gang med at sikre de systemer, der ikke er blevet angrebet, så de kan stå imod angreb. Vi er nu også i stand til at genstarte de systemer, der er blevet angrebet med en sikkerhedsopdatering, men det kommer til at tage tid, siger Vincent Clerc, der er talsmand for A.P. Møller-Mærsk, til TV 2.

- Som resultat af, at vi har taget systemerne ned, er havnene i dag ikke i stand til at fortælle folk, der arbejder i terminalerne, hvilke containere de kan laste og losse. Så det er en ganske alvorlig indvirkning lige nu, som vi selvfølgelig arbejder hårdt på at få minimeret så hurtigt som muligt.

Mere professionelt end tidligere angreb

Umiddelbart virker det aktuelle angreb som mere professionelt end tidligere angreb som for eksempel det globale angreb med den såkaldte Wannacry-virus, vi så tilbage i maj måned.

Det vurderer Lone Juul Dransfeldt, som er ekspert i IT-sikkerhed:

- Det virker meget mere organiseret - som en gruppe hackere, der har en hensigt. Vi er oppe på et bedre vidensniveau end nogle af de andre og mindre angreb, vi har set.

Det kan være en stor opgave for firmaer som eksempelvis Mærsk at få ryddet op efter et så massivt hackerangreb, vurderer Lone Juul Dransfeldt.

- Det kan godt være ret vanskeligt, hvis det har spredt sig en del. Det handler om at få lavet en såkaldt fire-ring, så man får isoleret problemet, og ormen ikke spreder sig. Når man har styr på det, har man egentlig kontrol over sit system.

Rederiet, der er kerneforretningen hos A.P. Møller-Mærsk, opererede ved årsskiftet med over 600 skibe med en samlet kapacitet på 3,3 millioner containere. Maersk Line omsatte for 136 milliarder kroner i 2016.

Ifølge Bloomberg oplyser Maersk Line, at man stadig ikke kan tage ordrer ind, men at al data er intakt.

Ifølge A.P. Møller - Mærsk er det stadig for tidligt at gøre skaderne op.