Nyt mobilt dankort lægger pres på Mobilepay

Nets lancerer fremtidens dankort, som skal få danskerne til at betale med mobilen i butikkerne.

- Betaler du med kort eller kontant?

Det spørgsmål har de fleste nok fået stillet, når de har trukket pungen op ved kassen i det lokale supermarkedet. I fremtiden kan en tredje betalingsmulighed blive tilføjet spørgsmålet, nemlig mobilen.

Hidtil har det traditionelle dankort siddet på markedet for betalingsmuligheder efterfulgt af det trådløse dankort. Først herefter har Mobilepay sneget sig ind med en meget lille markedsandel.

Nu er dankortet klar med en udvidet version af det digitale dankort, dankort-app 1.0, der bliver tilgængelig i de lokale bankers wallets til iPhones. Det nye digitale dankort virker i iPhone 4S og nyere telefoner.

Betal fra låst skærm

Og mobildankortet har fået nye funktioner, som den oprindelige betaversion, der blev lanceret for et par måneder siden, ikke havde.

Det er nu muligt at betale uden at låse skærmen op - en funktion, som Mobilepay allerede har - samt at godkende betalingen med 'finger-touch' uden at skulle bruge kode.

Systemet fungerer nu ved, at kunden holder telefonen hen til terminalen, og betalingen registreres, hvorefter kunder godkender med tommelfingeren.

- Jeg synes, at vi har en rigtig god brugeroplevelse, siger Jeppe Juul Andersen, der er vicedirektør i Nets.

- Man holder bare telefonen hen til den sorte boks, og så er der betalt - og hurtig videre.

Uvis succes

Mobilepay og Nets kæmper om danskernes mobile gunst, men det er uvist, om danskerne vil have de nye digitale løsninger. Foreløbig viser tidsmålinger, at det er hurtigere at bruge det trådløse dankort end de nye løsninger, og de to spillere står derfor med en benhård opgave med at optimere de digitale løsninger.

- Dankort er i en situation, hvor vi hele tiden skal udvikle os og lave nye ting. Vi har kontaktløs betaling, som rigtig mange danskere bruger og er glade for, og vi har en høj målsætning om at være lige så god og give en ligeså god brugeroplevelse med mobilt dankort, og der er vi nu, siger Jeppe Juul Andersen.

Nets står umiddelbart stærkest i konkurrencen, idet de to største spillere på dagligvaremarkedet, Coop og Dansk Supermarked, har valgt side. De to kæder har en markedsandel på næsten 70 procent, og de vil kun modtage dankortet.

Det har fået Mobilepay, der er 100 procent ejet af Danske Bank, til at argumentere for, at Dansk Supermarked og Coop ikke varetager kundernes interesse.

Hvis kæderne lod kunderne diktere den løsning, de foretrak, så ville de vælge Mobilepay, lyder det.

Mobilepay har vundet markedsandele

Mobilepay har dog også trumfer på hånden med stor popularitet blandt unge under 30 og har for nylig sat priserne ned.

Mobilepay udkonkurrerede sidste år Swipp og nåede op over 3,7 millioner brugere i Danmark. Alle Swipp-banker med Nordea i spidsen hejste det hvide flag og tilsluttede sig Mobilepay.

Helt så let er det imidlertid ikke for butikker inden for detailhandelen. Her har butikkerne nemlig én gang betalt for det elektroniske dankort via dankort-aftalen. Derfor skal de - hvis de vil bruge Mobilepay - også betale for den.

I horisonten lurer udenlandske spillere som Apple, Samsung og Facebook, men de har ikke for alvor meldt deres ankomst til Danmark.

Danske Bank har forsøgt at gentage succesen med Mobilepay ved at lancere boligsiden Sunday og investeringsportalen June. Men har foreløbig ikke nået den samme jordskælvsagtige succes som med Mobilepay.