EU-politiker efter prisstigninger: Skift teleselskab

Det er en dårlig undskyldning, når de danske teleselskaber peger på en ny roaming-regel, som årsag til, at de hæver priserne, mener Jens Rohde.

Selvom teleselskaberne indfører højere priser oven på vedtagelsen af reglerne om at fjerne roaming-afgifter i Europa, afviser De Radikales EU-parlamentariker Jens Rohde, at det er de nye roaming-regler, der er skyld i det. 

- Jeg anerkender ikke, at det er roaming-forbuddet, og den aftale vi har lavet, som skulle være skyld i det her, siger han.

Størstedelen af de danske mobilkunder kan se frem til prisstigninger på op mod 20 kroner om måneden, efter man i EU har vedtaget, at teleselskaberne ikke længere må tage ekstrabetaling, når man bruger telefonen i udlandet.

DF: Roaming-regel løser intet

Men spørger man EU-parlamentsmedlem Anders Vistisen fra Dansk Folkeparti, der var blandt det mindretal, som stemte imod reglen, mener han slet ikke, at den nye regel var nødvendig set med danske briller.

- Inden den her regel havde vi allerede selskaber, som havde indført fri roaming i udlandet til rimelige priser, siger han med henvisning til teleselskaberne 3 og Telia.

Det sker den 15. juni

  • Fra 15. juni må teleselskaber ikke længere tage ekstra betaling for at kunder bruger telefonen i et af de andre 27 EU-lande.
  • Der vil være en øvre grænse for, hvor meget data kunderne må bruge uden for landets grænser. I Danmark ligger det typisk på 5-6 gigabyte om måneden.
  • Nogle teleselskaber tilbyder abonnementer, hvor priserne ikke stiger.

Telebranchen: Mangler penge fra Roaming

I telebranchen forklarer man prisstigningerne med, at de danske selskaber skal betale til udenlandske selskaber, hver gang en kunde bruger mobiltelefonen. Men nu kan de ikke længere sende regningen videre til forbrugeren.

- Problemet er, at det stadigvæk koster teleselskabet at producere ydelsen. Og det vil sige, at man stadig har en udgift, når en kunde bruger sin mobiltelefon i udlandet, siger Jakob Willer, der er direktør i teleselskabernes brancheforening, Teleindustrien.

Mekanismen går begge veje, så udenlandske selskaber også betaler til de danske selskaber, når turister bruger telefonen i Danmark.

Forskellen er, at der rejser langt flere turister ud af Danmark, end der kommer ind.

Og det betyder, at teleselskaberne i Sydeuropa tjener penge på den nye regel, mens teleselskaberne i nord mister penge.

Roaming-regningen bliver skæv

Samtidig betyder den nye regel ifølge Teleindustrien også, at regningen for mobilforbruget i udlandet lander helt skævt.

- Det betyder, at dem, der ikke rejser så meget men skal bruge roaming, kommer til at betale for dem, som rejser meget og bruger roaming rigtig meget. Så der er en skævhed i, at vi ikke kan taksere den enkelte kunde direkte, siger Jakob Willer.

Rohde: Skift selskab

Er man utilfreds med udsigten til, at éns abonnement stiger, bør man skifte teleselskab, siger Jens Rohde.

- Man kan jo bare skifte til 3, som ikke har hævet priserne, siger han.

Ifølge teleanalytiker John Strand er problemet dog, at prisstigningerne vil fortsætte med udsigterne til, at teleselskaberne selv skal betale, når kunderne bruger mobilen i udlandet.

Priserne fortsætter op

Der er nemlig stor usikkerhed om, hvor meget det vil koste de danske teleselskaber, når de ikke kan tage penge for, at kunderne bruger mobilen i udlandet. 

- Vi ved jo ikke, hvor meget kunderne vil bruge telefonerne i udlandet, når de ikke længere skal betale ekstra for det. Og derfor kan vi godt forvente flere prisstigninger, siger John Strand.

SÅDAN GØR DE STORE TELESELSKABER

Her kan du se, hvad selskaberne har varslet:

  • TDC: Indfører en prisstigning på 10-20 kroner på deres abonnementer
  • Telia: Indfører en prisstigning på 10-20 kroner på en række abbonnementer
  • Telenor: Indfører en prisstigning på 10-20 kroner på en række abbonnementer
  • 3: Gør intet ved sine priser, men har indført billigere abonnementer, som ikke kan bruges i udlandet.
  • CBB: Hæver sine priser med 10-20 kroner, og indfører samtidig billigere abbonnementer, der ikke kan bruges i udlandet.
  • Plenti: Hæver sine priser med 20 kroner.
  • Oister: Gør intet ved sine priser.