Pensionskasser på stribe afviser billige lån til boligejere

Nyt selskab lover billige boliglån med millioner fra pensionskasserne. Men pensionskasserne vil ikke være med.

Skype-medstifteren Morten Lund og tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt er nogle af de kendte navne bag et helt nyt lånetilbud til boligejerne. 

1797 hedder selskabet, der vil sende pensionskassernes milliardformuer i spil som billige lån. Modellen skulle ifølge selskabet selv kunne spare kunderne for 30-40 pct af de bidragssatser og gebyrer, de i dag betaler til realkreditinstitutterne. 

Ifølge 1797-stifter Morten Lund har selskabet allerede ét stort pensionsselskab om bord. Men i en rundringning, som TV 2 Business har foretaget til en stribe af landets største pensionspengetanke, afviser samtlige at stille kapital til rådighed.

Lån kan blive dyrere

- Det er altid interessant med øget konkurrence og nye aktører på markedet, men vi ser umiddelbart udfordringer i forhold til kreditvurderingen, spredningen på låntagere og likviditeten i det underliggende pantebrevmarked, lyder det f.eks. fra kommunikationschef Jens Almegaard i Industriens Pension.

- De forhold vil formentlig gøre disse lån dyrere, og dermed kan det være, at den nye model alligevel ikke bliver nogen gevinst for låntagerne.

Pensionskasserne foretrækker at handle på et frit marked og hurtigt kunne købe eller sælge f.eks. realkreditobligationer. Hos 1797 vil de i højere grad være bundet til de enkelte boliglån - man taler her om, at investeringen bliver illikvid.

Det er årsagen til, at landets største pensionsselskab, PFA, holder fingrene væk fra 1797.

Vil betales for risiko

- Vores muligheder for at handle de bagvedliggende lån er - sammenlignet med realkreditobligationer, der handles på et veludviklet børsnoteret marked - væsentlig dyrere. Så skal vi have en masse unoterede boliglån på vores balance, er det væsentligt mere illikvidt, og det kræver derfor en likviditetspræmie, siger Anders Damgaard, koncernfinansdirektør i PFA.

Når en boligejer låner penge gennem et realkreditselskab, er det realkreditselskabet, der tager tabet, hvis boligejeren ikke kan betale lånet tilbage. Derfor har realkreditsektoren enorme pengetanke, som kan stå imod et tab. Hos 1797 er det pensionskassen selv, der må punge ud.

Adm. direktør i Pensam, Benny Buchardt Andersen, mener ikke, at selskabet får en tilstrækkelig høj belønning i forhold til den risiko, det løber.

Får ikke nok for risiko

- Denne investering vil være væsentlig mere illikvid end almindelige realkreditobligationer, og så skal vi jo hente pengene et andet sted, og den pris er omkring 1 pct i de finansielle markeder lige nu, siger Benny Buchardt Andersen.

Også Sampensions obligationschef Kasper Ullegård er tilbageholdende.

- De risikofaktorer, vi ser, betyder selvfølgelig også, at vi skal have et betydeligt højere afkast. Og hvis vi skal det, så har jeg svært ved at se, hvordan det nye selskab kan tilbyde et lån, der er konkurrencedygtigt med det, realkreditinstitutterne tilbyder i dag, siger Kasper Ullegård.

Låner kun til udvalgte kunder

Netop risikoen er en af årsagerne til, at 1797 som udgangspunkt kun tilbyder lån op til 60 pct af boligens værdi og dermed henvender sig til boligejere, der allerede har afdraget en stor del af gælden.

Samtidig skal man have postnummer i hovedstadsområdet eller Nordsjælland for at blive kunde i 1797.