Erhvervsfolk og tidligere statsminister går til kamp mod bidragssatser

En ny låneplatform går i konkurrence med realkreditinstitutterne - de vil gøre de månedlige gebyrer på boliglån 30-40 procent billigere.

Vi gør det billigere at låne penge til sin bolig – meget billigere.

Sådan lyder det fra en række topfolk fra dansk erhvervsliv og politik, som er klar med en ny konkurrent på markedet for boliglån.

- Vi er en slags Robin Hood. Vi ser på noget, der er forfærdeligt, og det er det, når bankerne overtager realkreditinstitutterne, proklamerer rigmand og investor i Skype Morten Lund, som er en af personerne bag et nyt alternativ til realkreditinstitutternes lånemuligheder.

Virksomheden hedder 1797, og sammen med Morten Lund står tidligere driftsdirektør i Skype Michael Jackson, tidligere direktør i den svenske bank SEB Peter Kubicki samt forhenværende statsminister Helle Thorning Schmidt.

Selskabet er en modpol til realkreditinstitutternes forhøjelse af bidragssatserne - planen er, at de vil yde boliglån med gebyrer, der er mellem 30 og 40 procent billigere, end dem der lige nu er på markedet for realkredit.

Hvad er bidragssatserne?

- En bidragssats er et gebyr, som realkreditinstitutter tager for at forvalte boliglån.

- Bidragssatser er altså ikke afhængig af renten på lånet.

- Bidragssatserne går til at betale for administration af lånet og til at dække ind for den risiko, der er ved at låne penge ud, hvis skyldneren nu ikke kan betale tilbage.

- Bidragssatsen beregnes af restgælden.

- Hvor meget man skal betale, afhænger blandt andet af lånetype, hvor stort lånet er, og om der betales afdrag på lånet.

Kilder: Totalkredit, Mybanker, Realkreditrådet

- Det er super simpelt

De sidste mange års gebyrstigninger har betydet, at realkreditinstitutternes nettoindtægter er steget fra 13 milliarder kroner i 2007 til 21,4 milliarder kroner i 2015. Det er en stigning på 64 procent.

Der ligger en kæmpe kritik om noget, der nærmest er kartellignende.

Morten Lund, medstifter af 1797

I samme periode er realkreditinstitutternes betaling til bankerne steget fra godt tre milliarder kroner til 5,6 milliarder, hvilket er en stigning på 83 procent.

Det betyder, at realkreditinstitutterne sendte en større procentdel af deres indtjening videre til bankerne sidste år, end de gjorde tilbage i 2007 – her er det samtidig værd at bemærke, at samtlige realkreditinstitutter med undtagelse af BRF Kredit – det vil sige Nykredit, Danske Bank og Nordea - har hævet deres gebyrer yderligere i år.

Det er dén tendens, 1797 vil komme til livs.

- Der ligger en kæmpe kritik om noget, der nærmest er kartellignende. De er alle sammen enige om deres priser – alle fire har de samme priser. Der er ingen, der stikker ud, siger Morten Lund til TV 2.

Han kritiserer realkreditinstitutterne for at være i besiddelse af for meget administration og for mange led, som resulterer i høje administrationsgebyrer. Sådan skal det ikke være i 1797.

- Det er super simpelt, fortæller Morten Lund om 1797, som skal fungere som udsteder af realkreditlån fra pensions- og forsikringsselskaber direkte til boligejerne.

Medstifter Peter Kubicki uddyber:  

- Vi kan gøre det billigere, fordi vi bygger det hele på en helt ny platform. Det er et direkte lån imellem pensionskasserne og forsikringsselskaberne og direkte til kunderne. Der skal ikke afsættes noget regulært kapital i det her, da det er pensionskassen, der giver lånet direkte til kunden og ikke til os. Vi er blot formidlere, fortæller Peter Kubicki.

Elitære til at starte med

Virksomheden skal godkendes af finanstilsynet, og lanceringsdato er endnu ikke på plads, men det er forventningen, at de kan tage imod de første kunder i løbet i år.

Her bliver det dog ikke alle og enhver, der vil kunne låne penge til deres bolig hos 1797.

- Til at starte med bliver vi desværre en lille smule elitære. Så det er til folk, der allerede har betalt rigtig godt af på deres hus, så der er kun en belåningsgrad på 60 %, fortæller Morten Lund.

Der er 4-5.000, der har meldt sig ind i en forening, fordi de hader deres realkreditselskab. Så tror jeg ikke, man behøver større vink med en vognstang i min verden for at se en god forretningsmulighed.

Morten Lund, medstifter af 1797

Samtidig vil det i første omgang også kun være husejere i postnumrene op til 3000, der vil kunne søge lån hos selskabet, som garanterer, at det er mindst lige så sikkert at låne hos dem som ved realkreditinstitutterne.

- Man er meget sikker, når man tager et lån hos os. Det er et 30-årigt lån, man tager, og man låner reelt set pengene af et super velkonsolideret pensionskasse eller forsikringsselskab, siger Peter Kubicki. 

Spås en hård fremtid

Spørger man Curt Liliegreen, som er projektdirektør ved Realdanias boligøkonomiske videnscenter, så er fremtiden dog knap så sikker for 1797. Han vurderer, at 1797 kun vil kunne gå efter sikre kunder med god økonomi, og hvis de ryger ud af realkreditinstitutterne, så bliver det dyrere for de andre husejere

- Det vil forårsage nogle konkrete problemer for dem, der ikke er med i millionærklubben. De kommer til at få et dyrere lån, mens dem, der er mere priviligerede, kan have fordel af de her nye lånetyper, fortæller Curt Liliegreen, som samtidig kritiserer, at en hvis en boligejer opsiger sit arbejde, så kan han med denne lånetype pludselig få opsagt sit boliglån. Realkreditlån kan derimod aldrig opsiges.

- De får svært ved at konkurrere med realkreditten. Den har nogle stordriftsfordele. De er inde på markedet, de har veletablerede fødekanaler fra bankerne og ind til realkreditinstitutterne, mener Curt Liliegreen.

Finanskommentator på TV 2 Ole Krohn forudsiger også, at det bliver svært for 1797 at konkurrere med realkreditinstitutterne.

 - Hvis man ser på indtjeningsmulighederne inden for det område, så kræver det kæmpe skala. Her kræver det kæmpe lommer. Det er sådan, at de små realkreditinstitutter herhjemme har omkring 200 milliarder kroner på balancen. Så man skal altså så vidt muligt ud og skaffe nogle pensionsselskaber og andre, der vil gå ind og give de her lån. Her er det spørgsmålet, om det er lukrativt nok for pensionsselskaberne, fortæller Ole Krohn.

Morten Lund er dog ikke i tvivl om, at 1797 har fat i den lange ende:

- Der er 4-5.000, der har meldt sig ind i en forening, fordi de hader deres realkreditselskab. Så tror jeg ikke, man behøver større vink med en vognstang i min verden for at se en god forretningsmulighed, fortæller han.