Nu er det slut med roaming-afgifter i EU

16x9
Arkiv Foto: MICHAELA REHLE / Scanpix Denmark

Telekunder kan allerede denne sommer begynde at benytte mobildata i andre EU-lande uden ekstra omkostninger.

Når danske telekunder denne sommer rejser på ferie i Europa, kan de uden større bekymring surfe med deres mobiler på nettet.

Torsdag har EU-Parlamentet lagt den allersidste brik i puslespillet, der fra 15. juni 2017 fjerner roamingafgifter i EU. Regningen for det ekstra forbrug i udlandet havner som udgangspunkt hos teleselskaberne.

- Det har været en lang rejse og en besværlig proces, men til sidst har vi leveret på de løfter, vi har givet til vælgerne, siger EU-parlamentarikeren Jens Rohde (R), der fremsatte forslaget om fri roaming tilbage i 2013.

Afskaffelsen betyder, at man som forbruger kan gøre brug af den indkøbte data i alle 28 EU-lande, uden at det koster ekstra.

- En stor sejr

Dog er der indført en såkaldt fair use-begrænsning, som skal forhindre misbrug og sætter et loft for, hvad der er rimelig brug.

Torsdagens afstemning i parlamentet handlede om, hvad teleselskaberne skal betale, når deres kunder bruger data hos udenlandske udbydere.

Aftalen er landet på, at selskaberne skal betale hinanden op til 57 kroner for hver gigabyte, kunderne bruger. Denne takst sænkes gradvist frem mod 2022, hvor den efter planen lander på 2,5 euro, svarende til knap 19 kroner.

- Dette er en stor sejr for europæiske forbrugere, siger den finske parlamentariker Miapetra Kumpula-Natri, der har været ansvarlig for gennemførelsen af aftalen.

Kan give stigninger på abonnementer

I Sydbank er teleanalytiker Morten Imsgaard langt mindre begejstret.

Han påpeger, at ordningen med stor sandsynlighed vil betyde, at hele telesektoren hæver priserne på abonnementer.

- Selskaberne har ikke bare mulighed for at absorbere de ekstra omkostninger, siger Morten Imsgaard.