Nyt tilbud i Brugsen: Bliv medejer af Thise Mejeri og få 3 procent i rente

Coop giver 1,7 mio. medlemmer mulighed for at investere i nye fødevarefirmaer og projekter som græsmælk og økowhisky via crowdfunding.

En særlig god ost fra et lokalt mejeri eller en god æblemost af danske æbler. 

Fremover kan forbrugere, der går efter de særlige fødevarer fra mindre danske producenter, sikre udvalget på en ny måde. 

Dagligvaregruppen Coop, som står bag flere supermarkedskæder, har valgt at lave en ordning, hvor organisationens 1,7 millioner medlemmer kan være med til at støtte fødevareproducenter via crowdfunding. 

Metoden er også kendt som netværksfinansiering og går ud på at indsamle store og små bidrag fra en gruppe bidragydere - typisk via en platform på nettet. 

Belønninger og renter

Konkret vil Coop-medlemmer kunne crowdfunde på to måder: 

Dels ved at udlåne penge – fra 1000 kroner og op – til fødevareproducenter. Her vil man få en nærmere fastsat rente. 

Dels ved at støtte for eksempel helt små iværksættere – fra 100 kroner og opefter – mod at få fordele i form af for eksempel vareprøver eller besøg hos producenten.

- Coop har 1,7 millioner medlemmer, som vi gerne vil give mulighed for at søtte nogle gode idéer mod at få en belønning eller en god rente, siger projektets direktør, Charlotte Skovgaard, til TV 2.

Men hvorfor blande forbrugerne ind i det, hvis det er så gode idéer, hvorfor investerer I så ikke selv?

- Det gør vi også i nogle tilfælde, men vi kan desværre ikke støtte alle gode idéer, så derfor vil vi gerne brede buskaberne ud og lade forbrugeren være med til at beslutte, hvilke gode idéer der skal søsættes, siger Charlotte Skovgaard.

Investerer med hjertet

Forbrugerøkonom i Nordea, Ann Lehmann Erichsen, ser projektet som en del af en tendens, hvor forbrugerne ønsker at investere med hjertet. 

Samtidig er det en konsekvens af, at bankerne tilbyder meget lave renter. 

- Det her er et meget godt eksempel på, at når du har en meget lav rente på at sætte penge ind i banken på en indlånskonto, så vil der være nogle, der begynder at se på, om der er nogle alternativer, siger hun. 

Risiko som aktier

Hun mener dog, at forbrugerne skal være opmærksomme på, at man løber en risiko, hvis man regner med at få sine penge retur igen. 

- Risikoen er lige så høj som ved aktier. Det lyder bare meget mere tilforladeligt, siger hun. 

Coop har indgået aftale om projektet med Lendino, der er Danmarks største crowdfunding-platform til erhvervslån, som skal drive it-løsningen for Coop. 

De første projekter, der kan ydes lån eller støtte til, er blandt andet Gum by Hviid, der producerer naturligt tyggegummi på Bornholm, Fejø Frugt, som gerne vil dyrke flere økologiske æbler og Smagspaletten, der bager brød uden gluten i Hadsund.

/ritzau/