Københavnske delebiler skal på børsen

16x9
GreenMobility satser på at blive børsnoteret i København i år. Foto: Sara Gangsted / Scanpix Denmark

Hvis alt går efter planen får den københavnske First North-børs et nyt medlem i form af GreenMobility senere i år.

Delebilsselskabet GreenMobility er på vej på børsen. 

Det københavnske selskab GreenMobility står bag konceptet Din ByBil og har i dag 400 elbiler på vejene i Storkøbenhavn, men det er langt fra nok, lyder det fra virksomheden, som vil udvide både i Danmark og andre europæiske storbyer.

Sådan en manøvre kræver flere penge på kistebunden, og derfor er det planen, at sende GreenMobility på den københavnske børs Nasdaq First North allerede i år og rejse ny kapital.

Tidligere Carlsberg-chef med

GreenMobility ejes af den tidligere finansdirektør i Carlsberg Jørn P. Jensen, Henrik Isaksen og en række af de ledende medarbejdere i virksomheden.

- Vi mener, at konceptet bag Din Bybil er skalérbart, så det både kan bruges i storkøbenhavn og i andre storbyer, hvor der er konstant vækst i befolkningstallet og antallet af biler, udtaler bestyrelsesformand Henrik Isaksen fra GreenMobility og fortsætter:

- I de storbyer ser vi et stigende behov for miljøvenlige, eldrevne bybiler, som reducerer støj og forurening, ligesom trafiktætheden begrænses, når flere mennesker bruger samme bil.

Yngre københavnere er med

Delebilsselskabet sendte de første biler på gaden i efteråret 2016, og ifølge Henrik Isaksen er det især de yngre københavnere, der gør brug af konceptet.

- VI oplever, at en del af vores kunder ikke ønsker at binde penge i at eje eller lease en bil, som alligevel holder stille det meste af tiden. De vil have have adgang til mobilitet, når det passer dem, og de vil kun betale for den tid, de faktisk bruger bilen, siger Henrik Isaksen, som stiftede selskabet i 2013.

Når GreenMobility skal udrulles i resten af Europa, bliver det ifølge Henrik Isaksen via franchisetagere.