Tjek din pension: Måske kan du holde en måneds ekstra ferie om året - ganske gratis

Hundredtusinder af danskere kan holde en måneds ekstra ferie om året, hvis de har mindre end fem år til pension. Og det endda helt gratis.

En måneds ekstra ferie - og det er endda uden, at det skal koste en krone!

Tilbuddet lyder næsten for godt til at være sandt, men kan ikke desto mindre blive virkelighed for hundredtusinder af danskere, der har under fem år tilbage, inden de trækker sig tilbage fra arbejdsmarkedet.

Der er nemlig markant bedre vilkår på vej for de ældste på arbejdspladsen. Det skyldes de helt nye overenskomster fra HK/Privat, Dansk Metal og 3F, der alle har tilknyttet en såkaldt fritvalgsordning, hvor de ældre medarbejdere frit kan bytte eksempelvis pensionsindbetalinger til ferie. Det skriver erhvervsmediet InsideBusiness.

Kan ikke betale sig at spare op

Samtidig kan det, i følge tal fra brancheforeningen Forsikring & Pension, ikke betale sig at spare op til pension i de sidste fem år på arbejdsmarkedet for cirka 30 procent af alle danskere. Det kan det ikke, fordi opsparingen alligevel modregnes i offentlige ydelser som eksempelvis Folkepensionen eller Ældrechecken efter pensionstidspunktet. Derfor kan det altså blive en gratis fornøjelse at bytte skrivebord ud med solseng i mere end en måned om året i visse tilfælde.

Hos Dansk Metal, der har omkring 230.000 medlemmer, er det i den nye overenskomstaftale eksempelvis aftalt, at medlemmerne har ret til 32 seniorfridage fem år inden planlagt pensionsalder. Det er en mulighed, som medlemmerne har via den såkaldte Fritvalgs Lønkonto, der bedst kan betegnes som en "byg-selv-overenskomst". Udnyttes de 32 dage fuldt ud, vil det koste 15 procent af lønnen, men da næsten det hele kan hentes over pensionsindbetalinger, vil det reelt ikke koste noget at holde ekstra ferie.

- Der er flere gode grunde til at gøre brug af det. En af dem er, at det på grund af de såkaldte modregningsproblemer på pensionsområdet er billigere, end det ellers ville være, siger Thomas Søby, cheføkonom i Dansk Metal til InsideBusiness.

Individuelt om modregninger rammer

Cheføkonomen understreger, at det er meget individuelt, hvordan den enkelte vil blive ramt af modregningerne i ydelser efter pensionsalderen men bekræfter, at det for nogle vil være gratis at holde seniorfridage i stedet for at indbetale til pensionen:

- Der er nogle, som kun har marginale økonomiske effekter af at indbetale til pension de sidste år inden pensionen. Det er klart, at vi ikke kan rådgive vores medlemmer til at betale mere til pension, hvis de ikke får mere ud af det i den anden ende. Det burde være klart for hvem som helst, siger Thomas Søby.

Dansk Metal ønsker ikke at uddybe sit syn på seniorfridagene yderligere, da overenskomsten stadig mangler at blive vedtaget ved en urafstemning.

Også HK/Privat og 3F har lignende ordninger for sine medlemmer.

Kan koste milliarder

Regningen for den gratis, ekstra ferie lander i sidste ende i statskassen, der ud over udgifterne til mindre modregninger også får et hul på grund af den manglende indbetaling af pension og løn:

- Det kan sagtens komme op at koste 20 milliarder kroner om året, siger Peter Nyholm, chefredaktør på Inside Business og fortsætter:

- Hvis en tredjedel af de ældre mennesker, som man havde håbet på, ville blive på arbejdsmarkedet, holder en måneds ferie, så mangler deres arbejdskraft, siger Peter Nyholm.

Skader opbakning

Hos brancheforeningen Forsikring & Pension peger de på vigtigheden af, at det kan betale sig at spare op til pension. Også tæt på folkepensionsalderen. Når det ikke kan det - også for personer med helt almindelige indkomster - så kan de såkaldte samspilsproblemer nemlig skade opbakningen til hele pensionssystemet:

- Vi ser frem til, at regeringen lever op til de løfter, som man har givet, om at løse samspilsproblemet. Det er gift for folks lyst til at spare op, når man fra politisk hold ikke kan sørge for, at det kan betalte sig at spare op til pension gennem hele arbejdslivet, siger underdirektør Jan V. Hansen fra Forsikring & Pension.