Aktiemarkedet er ramt af eufori

Der er ren eufori på aktiemarkederne. Det er meldingen fra Millionærklubben, der har kigget nærmere på en graf over aktiehandlernes psykologi.

Millionærklubben

’Millionærklubben’ er TV 2 NEWS og Radio 24syvs finansmagasin om aktier og finansstof.

Programmet har været i radioen siden 1. november 2011, hvor mere end 50.000 lyttere har hørt med på Radio 24syv.

Siden 5. september 2014 har du kunne se Millionærklubben hver fredag fra 17:10 til 18.00 på TV 2 NEWS, eller når det passer dig på TV 2 PLAY.

Mange aktiehandlere bilder sig ind, at de handler rationelt når de vælger at trykke på enten køb eller salg-knappen. Men står nedenstående graf til troende, så er det i virkeligheden ofte dybe, personlige følelser som frygt og håb – modløshed og optimisme, der driver værket.

16x9
Det er den personlige psykologi - og dermed ikke altid rationelle beslutninger - der præger de fleste på aktiemarkedet. Derfor spiller grundlæggende følelser som angst, panik og spænding også ind. Foto: TV 2

I Millionærklubben er der ingen tvivl om, hvor på kurven aktiemarkedet er lige for tiden. Der er dømt ren eufori.

Selv onsdagens amerikanske rentestigning, hvor Den Amerikanske Centralbank for kun tredje gang siden finanskrisens begyndelse hævede renten, har kastet ekstra benzin på aktiebålet, hvor flammerne bliver ved med at nå nye højder.

Det er blandt andet de meget lave renter, der har ført til eufori på aktiemarkederne:

- Politikere og nationalbanker har holdt hånden under markedet for at få sat skub i det. Og det begynder der at komme nu, siger Lau Svenssen fra Aktieinfo og fortsætter:

- Selv Nationalbankdirektøren (Lars Rohde, red.) siger, at der er et opsving med halvanden procents vækst. Så kan man selvfølgelig diskutere, om det er et voldsomt opsving, siger Lau Svenssen.

- Det bliver en langtrukken affære uden ret meget fart og der er aktiemarkedet langt, langt foran, siger Lau Svenssen.

Udsigt til yderligere stigninger

Men selv om aktiemarkedet altså - i følge Millionærklubben - befinder sig i eufori-fasen, der er højeste punkt på kurven, så er der udsigt til flere stigninger i de kommende måneder:

- Jeg tror, at der er gode muligheder for, at markedet vil stige pænt herfra i de næste tre til seks måneder. Og det er både i Europa og Japan, siger porteføljeforvalter Mogens Vad .

I følge kurven er næste skridt angst - men den del har markedet allerede overstået. Selv om et fransk valg lurer i horisonten.

- Frygten var der sidste år. Der har været frygt ind til Trump blev valgt, siger Mogens Vad.

Lau Svenssen topper

Med et aktiemarked, der er banket i vejret, så har det også pyntet på Millionærklubbens porteføljer i den interne konkurrence. En konkurrence, hvor Lau Svenssen agerer førerhund med en værdi på 274.431 kroner mens daytrader Tom Hougaard sakker bagud med en værdi på 229.290 kroner. Spekulanterne havde fra årets start 250.000 kroner hver til investeringer i aktiemarkedet.

16x9
Millionærklubbens stilling 16/3 2017 Foto: TV 2

Disclaimer: Artiklen kan bruges til inspiration. Den skal ikke betragtes som et investeringsråd. Alle vurderinger er udtryk for millionærklubbens medlemmers egen holdning. Investering i aktier er forbundet med risiko for at tabe dele eller hele den investerede kapital.

Millionærklubbens medlemmer