ATP har fået nok: Fyrer KMD og sagsøger for enormt beløb

16x9
Topchef i KMD, Eva Berneke, har store problemer med nogle af it-selskabets vigtigste kunder. Foto: Liselotte Sabroe / Scanpix Denmark

ATP's Udbetaling Danmark er gået all-in i en kæmpe tvist mod landets største it-selskab, KMD.

Omfattende forsinkelser og fejl i et it-system får nu ATP til at kaste sig hovedkulds ind i et omfattende opgør med KMD, der er ejet af kapitalfonden Advent fra USA.

Angrebet på KMD, der indtil 2008 var ejet af landets kommuner og hed Kommuedata, er tredelt.

KMD bliver sagsøgt, fyret og udelukkes fra et nyt udbud på it-systemet Social Pension.

Advarede i januar

Søgsmålet indeholder et krav på et ’stort trecifret millionbeløb’, der ifølge TV 2’s oplysninger er i omegnen af 800 millioner kroner og skal afgøres ved en voldgift.

ATP rejste i januar et krav på godt en halv milliard kroner mod KMD, men advarede samtidig om, at kravet kunne stige markant og forvandles til en stævning, hvis ikke KMD ville indgå forlig.

Det er nu sket.

Fyring og udelukkelse

Sideløbende med stævningen bliver KMD fyret fra Social Pension og udelukkes samtidig i et nyt udbud på it-projektet, som ATP's Udbetaling Danmark starter i april.

Det sker gennen en meget sjældent brugt lov, der kun har været brugt en gang tidligere.

Koncerndirektør Lilian Mogensen fra ATP siger, at det ikke er unormalt med forsinkelser, men den nuværende situation er speciel.

I udviklingen af store, komplekse it-systemer er det heller ikke unormalt med opdaterede tidsplaner. Men de problemer, vi oplever med KMD i pensionsprojektet er anderledes og langt mere alvorlige, siger hun i en meddelelse.

KMD har hovedansvar

Ifølge ATP-direktøren er der tale om problemer med både projektstyringen og den viden, der kræves for at kunne levere. Derudover har KMD ikke leveret, hvad der er blevet bestilt, lyder det.

- Dette gør det betragteligt dyrere for os at vedligeholde og sværere at genudbyde. Vi har indtil nu løbende forsøgt at finde løsninger sammen med KMD, men desværre uden held. KMD mener, ATP er hovedansvarlig for udfordringerne i projektet, og det er vi dybt uenige i. Derfor ser vi ikke anden udvej end at ophæve kontrakten, siger hun.

Den store nyhed fra landets største pensionskasse kommer dagen efter et forlig mellem kommunerne og KMD, der også omhandler omfattende forsinkelser af nye it-systemer.

Et centralt punkt i gårsdagens forlig var, at KMD forpligtede sig til ikke at hæve priserne på de gamle, dyre monopolsystemer, indtil de nye, meget billigere systemer er indfaset.

Tværtimod ville KMD, der tjener stort på de forsinkede systemer, fortsætte med at give rabatter til kommunerne og ATP.

Udløber af monopolbrud

Tvisten mellem KMD og de største kunder er en udløber af privatiseringen af selskabet og et monopolbrud på kommunale it-opgaver, der blev sat i gang i 2013.

Med konkurrenceudsættelsen af en lang stribe it-opgaver, som KMD havde løst sig 1970’erne, dykkede priserne drastisk, og flere spillere kom på banen, heriblandt NNIT, Netcompany og EG.

KMD mistede mange opgaver og måtte nøjes med meget lavere priser på de genvundne projekter og stod dermed foran et dramatisk fald i indtjeningen.

Sådan er det imidlertid ikke gået.

Tjener styrtende på forsinkelse

Forsinkelser af to nye KMD-systemer til kommunerne og ATP, at it-kæmpen sikrer et ekstrasalg på over 100 millioner kroner om måneden, fordi kunderne stadig skal betale for de monopolprojekter, der ellers skulle være udfaset.

Forsinkelsen af Social Pension sikrer KMD omkring 23 millioner hver måned, men det er især problemerne med de såkaldte Støttesystemer, der er guld værd for KMD, fordi de blokerer for indfasningen af flere nye systemer.

Det sikrer dermed over 80 millioner ekstra skattekroner på månedsbasis til KMD, som ifølge TV 2's oplysninger vandt de to udbud med priser, der lå et solidt stykke under konkurrenternes.

Professor: Kan malke kommunerne

Netop det forhold, at KMD har kunnet vinde en kontrakt for derefter at tjene stort på forsinkelserne har vakt kritik.

På Aalborg Universitet siger digital vismand og professor Pernille Kræmmergaard, at KMD har haft et 'åbenlyst' incitament til at vinde udbuddet på netop støttesystemerne til en meget lav pris.

- Så kan de nu sidde og orkestrere, hvornår de andre leverandører kan komme til, og kommunerne er i mellemtiden nødt betale for de monopolistiske systemer.

- Dermed forvrider det hele ideen med monopolbruddet, og sætter KMD som en privat virksomhed i en særdeles lukrativ situation ved så at sige 'at malke kommunerne', har hun tidligere udtalt til TV 2.

Flere sager tynger

Udover de voldsommme problemer med kommunerne og ATP stævnede Skatteministeriet i efteråret KMD og partneren Capgemini for 692 millioner på grund af det skandaleramte inddrivelsessystem EFI, der har kostet skatteyderne milliarder.

Dermed forvrider det hele ideen med monopolbruddet, og sætter KMD som en privat virksomhed i en særdeles lukrativ situation ved så at sige 'at malke kommunerne'

Pernille Kræmmergaard, it-professor Aalborg Universitet

Derudover har Region Syddanmark også set sig nødsaget til at indgå en ekstraordinær kontrakt på 15 millioner kroner til it-selskabet Silkeborg Data på grund af en forsinkelse fra KMD.

Hyret og fyret

En aktindsigt i udbudsmaterialet viste ellers, at KMD vandt udbuddet foran netop Silkeborg Data trods højere priser, men på grund af overlegen funktionalitet, der viste sig ikke at holde.

Endelig har også storkunden Coop været ude med riven over for KMD i et interview med Finans, der også kunne fortælle, at a-kassen FTF-A har fyret KMD fra et stort projekt og i stedet hyret konkurrenten Netcompany.

TV 2 arbejder på en kommentar fra KMD.