Så meget tjener landets tungeste erhvervsbosser

16x9
Flere af de bedst betalte direktører i landet har forbindelser til medicinalgiganten Novo Nordisk. Blandt andet Kåre Schultz (yderst til venstre), der nu sidder i toppen af konkurrenten Lundbeck. Foto: Thomas Lekfeldt / Scanpix Denmark

Direktørlønningerne for 20 af landets største virksomheder løb op i knap 350 millioner kroner. Men med aktiebonusser kan det beløb være endnu højere.

Der er mange millioner i at være direktør i toppen af danske erhvervsliv.

Op mod 350 millioner kroner lød den samlede lønpose på til topdirektørerne i 20 af landets største virkomheder sidste år.

  1. Kaare Schultz, Lundbeck: 38 mio. kr.
  2. Cees 't Hart, Carlsberg: 36 mio. kr.
  3. Anders Colding Friis, Pandora: 25 mio kr.
  4. Jan van de Winkel, Genmab: 24 mio. kr.
  5. Lars Rebien Sørensen, Novo Nordisk: 23 mio kr.

Det viser en gennemgang, som TV 2 Business har lavet, af årsregnskaberne i de danske C20-selskaber - de selskaber, der bliver handlet mest på den danske fondsbørs. 

Kåre Schultz, der er direktør for medicinalvirksomheden Lundbeck, kan notere sig den højeste hyre med en løn på knap 38 millioner kroner.

Kåre Schultz er topchef i medicinalgiganten Lundbeck og fik en løn på 38 millioner kroner sidste år.
Kåre Schultz er topchef i medicinalgiganten Lundbeck og fik en løn på 38 millioner kroner sidste år. Foto: ERIK REFNER / Scanpix Denmark

Den høje løn kommer især i kraft af lønbonusser oven på et år, hvor medicinalgiganten har klaret sig særdeles godt – bedst afspejlet i en stigning af virksomhedens værdi på 26 procent.

36 millioner efter svingende år

Den næste på listen er bryggeriet Carlsbergs hollandske chef, Cees ’t Hart, der tjente intet mindre end 36 millioner kroner. En løn, der kommer oven på endnu et svingende år for Carlsberg, der på den ene side har tjent langt flere penge, men på den anden side har problemer med salget af øl, blandt andet i Asien.

Direktøren i Carlsberg, Cees 't Hart havde sidste år en løn på omkring 36 millioner kroner.
Direktøren i Carlsberg, Cees 't Hart havde sidste år en løn på omkring 36 millioner kroner. Foto: Ida Guldbæk Arentsen / Scanpix Denmark

Nr. 3 på listen er smykkevirksomheden Pandoras chef Anders Colding Friis, der tjente knap 25 millioner kroner efter et år, hvor virksomheden er fortsat med at vokse.

Nets-direktør tjente halv milliard

Oven i lønningerne kommer der også muligheder for at tjene penge på aktier, som direktørerne får tildelt - typisk afhængig af hvor godt det går virksomheden. Og aktieprogrammerne løber tit op i meget høje millionbeløb.

Nets-direktøren Bo Nillson havde sidste år en løn på 21 millioner kroner. Men da han børsnoterede Nets fik han aktier for mere end en halv milliard kroner.
Nets-direktøren Bo Nillson havde sidste år en løn på 21 millioner kroner. Men da han børsnoterede Nets fik han aktier for mere end en halv milliard kroner. Foto: Liselotte Sabroe / Scanpix Denmark

Et eksempel på det er Nets-direktøren Bo Nilsson, som ligger i midten af lønfeltet blandt C20-direktørerne med en løn på 21 millioner kroner. Ved siden af den løn kunne han høste aktier for en halv milliard kroner, da virksomheden blev børsnoteret i efteråret. 

Det har ikke været muligt at finde frem til de enkelte lønninger for Mærsk-direktøren Søren Skou og Vestas-direktøren Anders Runevad. Derfor er de ikke med i opgørelsen. Heller ikke Danfoss' øverste direktør, Niels B. Christiansen og Legos tidligere direktør Jørgen Vig Knudstorp indgår i optællingen, selvom de må betragtes som nogle af de højestlønnede i landet.