Revisor: KMD kan ikke betale kæmpekrav

Enorme krav fra ATP, SKAT og kommunerne mod KMD kan slå bunden ud af it-selskabets pengekasse, siger erfaren revisor.

KMD’s finanser er så skrøbelige, at it-selskabet kan blive tvunget i knæ af de enorme krav, der er rejst af en række rasende kunder.

KMD er ikke i stand til at betale bare en del af de krav, der er blevet rejst imod dem

Alfred Grinderslev, revisor

Det siger Alfred Grinderslev, der har en baggrund som statsautoriseret revisor, på baggrund af en kortlægning af et netværk af regnskaber fra KMD og selskabets ejer, kapitalfonden Advent fra USA.

- KMD er ikke i stand til at betale bare en del af de krav, der er blevet rejst imod dem. De har ikke pengene, så kapitalfonden bag bliver nødt til at redde dem, hvis det bliver nødvendigt, siger han.

- Alternativt skal de om muligt ud og sælge en ikke ubetydelig del af deres forretningsområder med heraf følgende væsentlige reduktioner i fremtidig indkomst, tilføjer revisoren, der er tidligere partner i EY og i 20 år har undervist politiet i efterforskning og opklaring af økonomisk kriminalitet.

En tredje mulighed er at låne penge gennem såkaldte factoring-kreditter hos debitorerne, siger revisoren, der samtidig tager forbehold for KMD's ansvarsforsikringer.

De har ikke pengene, så kapitalfonden bag bliver nødt til at redde dem

Alfred Grinderslev, revisor

Enorme krav

Foreløbig har SKAT og pensionskæmpen ATP samlet rejst krav på over 1,2 milliarder kroner.

Derudover kræver landets 98 kommuner fuld kompensation for forsinkelser, der foreløbig står til at koste skatteyderne over 1 milliard kroner i ekstraregninger.

Det er milevidt fra, hvad der er at rutte med i KMD’s krigskasse trods en egenkapital på 967 millioner i det senest offentliggjorte regnskab for 2015, siger Alfred Grinderslev.

Gælden større end aktiverne

Det skyldes til dels, at en stor del af KMD’s egenkapital udgøres af ’immaterielle aktiver’ som it-selskabets udviklingsomkostninger, rettigheder og goodwill.

Den slags kan ikke bruges til at betale erstatningskrav, og derudover har selskabet en gæld på 1,846 millioner kroner mod materielle aktiver for 1.546 millioner kroner.

Det efterlader et minus på 300 millioner.

KMD har altså langt fra penge nok til at betale bare en del af de krav, de er blevet mødt med, siger Alfred Grinderslev.

Købt med gæld for milliarder

It-giganten er ejet af kapitalfonden Advent fra Boston, der købte KMD for cirka 5 milliarder kroner af kapitalfonden EQT fra Sverige og pensionskassen ATP i 2012.

De nye ejere af landets største it-selskab lagde dog kun godt 1,1 milliarder kroner kontant, resten blev finansieret ved hjælp af lån på 3,9 milliarder kroner.

Halv milliard til at klare lån

Modellen, der er velkendt hos kapitalfonde, stiller store krav til indtjeningen i det opkøbte selskab, fordi der årligt skal betales massive beløb i renter og afdrag, siger Alfred Grinderslev.

- Der skal skaffes knap en halv milliard om året for at servicere gælden på 3,9 milliarder kroner. En halv milliard var faktisk overskuddets størrelse i 2015, siger han.

KMD: Spekulativ diskussion

I 2015 udbetalte KMD 400 millioner kroner i udbytte til flere af de selskaber, kapitalfonden har oprettet i forbindelse med købet af KMD.

KMD afviser at stille op til interview eller forholde sig til revisorens udmelding om finanserne.

- Vi anser præmissen som værende hypotetisk og baseret på ikke realistiske scenarier. KMD ønsker ikke at kaste sig ud i diskussioner af spekulativ karakter, skriver kommunikationschef Christoffer Hellmann i en mail.