Her er Danmarks bedste topchef

16x9
Jens Bjørn Andersen løber med titlen som landets største investorers topchef-darling. Foto: STAFF / Scanpix Denmark

Spørger man landets største investorer er de slet ikke i tvivl. DSV’s Jens Bjørn Andersen er Danmarks bedste topchef.

Set med investorbriller er der én ting, der kendetegner en god topchef: vedkommende formår at øge et selskabs værdi og sende aktiekursen op.  

Det har DSV’s Jens Bjørn Andersen i den grad formået.

En rundspørge, som InsideBusiness har foretaget blandt 10 af landets største investorer, viser da også, at deres favorittopchef blandt de børsnoterede danske selskaber er Jens Bjørn Andersen.

Tilsammen ejer de adspurgte investorer aktier i danske selskaber for knap 40 milliarder kroner.

Solide kursstigninger

Det sidste år er DSV-aktien blandt de bedst præsterende aktier i C20-indekset. Aktien er blevet 23 procent mere værd alene i løbet af det sidste år.

Med et succesfuldt opkøb af det amerikanske transportselskab UTi oven i hatten er investorernes begejstring fuldbyrdet. Med opkøbet har DSV fordoblet antallet af ansatte og har nu 44.000 medarbejdere på verdensplan.

Vestas-chef på andenpladsen

Et andet dansk selskab, der også præsterer godt for tiden, er vindmølleproducenten Vestas.

Den administrerende direktør Anders Runevad må dog tage til takke med en andenplads på listen blandt andet på grund af sin lidt konservative facon.

- Vestas-ledelsen har valgt en stil, hvor man typisk har guidet lidt forsigtigt, mens andre selskaber måske udtaler sig mere optimistisk. Strategien fra Vestas’ side skal nok ses i lyset af, at man kom ud af en meget turbulent periode og har ønsket at genoprette tilliden til, at man nok skulle kunne nå, hvad man lover,” siger analytiker Casper Blom fra investeringsbanken ABG Sundal Collier.

Danmarks fem bedste topchefer

Jens Bjørn Andersen

Jens Bjørn Andersen fra DSV løber med førstepladsen. Foto: Nikolai Linares / Scanpix Denmark

Anders Runevad

Adm. direktør i Vestas, Anders Runevad, indtager andenpladsen. Foto: Thomas Lekfeldt / Scanpix Denmark

Thomas Borgen

Thomas Borgen fra Danske Bank modtager bronzemedaljen i investorernes popularitetkonkurrence. Foto: Nils Meilvang / Scanpix Denmark

Jan van de Winkel

Selvom Genmab er verdens bedste aktie, må Jan van de Winkel nøjes med fjerdepladsen. Foto: Erik Refner / Scanpix Denmark

Niels Smedegaard

Niels Smedegaard fra DFDS er storinvestorenes favorit nummer fem. Foto: DFDS