Bortvist direktør lægger sag an mod Hummel

16x9
Søren Schriver blev bortvist fra Hummel den 7. februar. Foto: Polfoto

Den bortviste Hummel-direktør, Søren Schriver, tager nu til genmæle efter voldsomme anklager fra Stadil-familien.

Den tidligere Hummel-direktør, Søren Schriver, er nu klar til at sagsøge Hummel efter at være blevet bortvist fra virksomheden.

I en mail skriver han følgende.

- Efter samråd med min advokat vil jeg indgive stævning mod Hummel A/S for uretmæssig bortvisning med henblik på betaling af manglende løn og bonus jvf. min kontrakt. Vi overvejer yderligere at fremsætte krav om tortgodtgørelse, da der er fremkommet æreskrænkende og injurierende påstande om min person.

Bortvist efter 24 år

Søren Schriver blev for godt to uger siden bortvist fra Hummel-koncernen, hvor han har været topchef i 24 år.

I forbindelse med afskedigelsen meldte Hummel-ejeren, og bestyrelsesformanden, Christian Stadil ud, at årsagen til bortvisningen af firmaets direktør var dybt illoyal adfærd.

Christian Stadil kunne ikke holde sin vrede tilbage, da Hummel-advokat, Christian Th. Kjølbye, afspiller lydklip, der angiveligt belaster virksomhedens fyrede direktør.

Og for 6 dage siden på et pressemøde, der blev transmitteret LIVE på TV, lagde en advokat fra Plesner og Christian Stadil så det materiale frem, som de mener beviser, at Søren Schriver har spillet et dobbeltspil overfor Hummels ejere.

Ifølge Stadil så har Søren Schriver på det groveste misbrugt sin stilling i Hummel til et forsøg på at berige sig selv via nogle ejendomshandler, som han forsøgte at få sat op bag ejerfamiliens ryg.

Men i en mail afviser Søren Schriver i klare toner de voldsomme anklager.

"Nu handler det for mig om at se fremad, og jeg har fuld tiltro til, at jeg vil få en fair behandling og en positiv afgørelse, når sagen på et senere tidspunkt vil blive afgjort i retssystemet," skriver han. 

Men fordi han nu er blevet politianmeldt, vil han ikke lade sig interviewe, men skriver desuden, at der er urent trav i den måde, som Stadil-familien og dens advokater håndterer sagen på.

Han skriver, at hans advokat ikke her set det samme materiale, som blev vist frem for pressen for en uge siden, og derfor kan han ikke kommentere specifikt på det.

I samme mail skriver den bortviste Hummel-direktør, at han ønsker virksomheden alt det bedste, og at han er ked af al balladen.