Retsopgør mod OW Bunker kan have lange udsigter

16x9
De private investorer i OW Bunker kan kigge langt efter en afgørelse i OW Bunker-retsopgøret. Foto: Kasper Palsnov / Scanpix Denmark

Der går formentlig rigtig lang tid, inden de private aktionærer får afklaring på, om de får erstatning i efter OW Bunkers kollaps.

Retssagen om Danmarks måske største erhvervsskandale i nyere tid, konkursen i OW Bunker, kan muligvis først tage sin begyndelse, når kalender siger 2022.

Sådan lyder det fra advokat, der repræsenterer 4000 private aktionærer i sagen, skriver Berlingske Business.

4000 tidligere småaktionærer i OW Bunker vil sagsøge i samlet flok, og ikke før retssystemet har besluttet, hvorvidt det samlede søgsmål godkendes, kan det endelige retsopgør begynde.

Partner i advokatfirmaet Lund Elmer Sandager og formanden for Foreningen OW Bunker Investor, Morten Schwarz Nielsen, vurderer, at det i værste fald kan tage fem år, inden dørene til selve hovedforhandlingerne åbnes.

Det er ikke tilfredsstillende

- Hvis man er pessimistisk anlagt, så kan resten af 2017 godt gå med formelle diskussioner. Mit bud er, at det vil tage en fem år, inden vi er der. Og det er selvfølgelig ikke tilfredsstillende, siger Morten Schwartz Nielsen til Berlingske Business.

Anken mod et samlet søgsmål fra småaktionærerne lyder på, at de har købt aktier på forskellige tidspunkter og derfor ikke har nok tilfælles til at slå sig sammen.

Der er samlet fremsat krav på 1485 mio. kr. i retssagerne vedrørende OW Bunkers konkurs. Heraf udgør krav fra private investorer 316 mio. kr.