Dansker med 6000 mand under sig rydder op: - Ikke så meget tant og fjas

16x9
Jakob Riis er Novo Nordisks nye, stærke mand i USA. Foto: Søren Bidstrup / Scanpix Denmark

Novo Nordisks nye chef i USA er i gang med den store oprydning. Han vil gøre Novo til en ven, ikke en fjende, for de amerikanske sundhedsmyndigheder.

Jakob Riis er Novo Nordisks nye, stærke mand i USA – koncernens absolut største marked, der har givet insulinproducenten fra Bagsværd store problemer det seneste års tid.

Nu er Jakob Riis klar med sin plan og den tidligere kronprins i Danmarks mest værdifulde virksomhed fortæller til Berlingske Business, hvordan han igen vil gøre USA til et vinder-marked for Novo Nordisk.

- Vi har været et vækstlokomotiv, men bliver nu udpeget til at være et af problemerne. Det vil vi ud af – vi vil tilbage til at trække. Vi vil i langt højere grad ses som løsningen på nogle af de amerikanske udfordringer inden for diabetes, og ikke som nu, hvor vi må erkende, at vi med sagsanlæg og medieomtale får megen kritik for vores priser, siger Jakob Riis til avisen.

Skræller fra i stor stil

Novo Nordisk hentede i 2016 mere end halvdelen af sin samlede omsætning på det amerikanske marked, og hvis det nøglemarked skal fortsætte med at være kendt for noget positivt i Novo Nordisks regnskaber, så skal den danske medicinalkæmpe gå en anden vej, lyder analysen fra Riis.

De 6000 medarbejdere i USA har allerede mærket, at der er kommet en ny sherif til byen – og det er også meningen, understreger Jakob Riis.

- Vi ser på alt. Kan vi være mere effektive, når det gælder rejser? Vi har to store kontorbygninger – kan vi flytte sammen i en? Det er klart, at det er en anden virksomhed i øjeblikket. Vores sælgermøde i Las Vegas var et meget fagligt møde – ikke så meget tant og fjas, og ingen lille velkomstgave på værelset. Vi er trukket i arbejdstøjet. Alt det dér er nu skrællet fra, siger Jakob Riis til Berlingske Business.

Ovenstående er eksempler på den oprydning, som er i fuld gang, og som har stået på, siden Jakob Riis i efteråret blev udnævnt til øverste chef for det amerikanske marked. Men det er ikke nok at få ryddet op i det bestående, Novo Nordisk skal rent strategisk gribe tingene helt anderledes hen, vurderer den nye direktør.

Mere bæredygtig model

Han forklarer, at Novo Nordisk skal flyttes fra at være en producent, der sælger rabatbaserede produkter i store mængder uden at skele meget til effekten for patienterne. Her skal fokus rettes over på, hvad Novo Nordisk leverer af værdi til kunderne. Her nævner Jakob Riis, at man skal udvikle en mere bæredygtig model, så Novo Nordisk først bliver belønnet og får betaling, når der er en målbar effekt hos patienterne.

Og dette ændrede fokus skal føre til, at de amerikanske sundhedsmyndigheder ser Novo Nordisk som en spiller, der bidrager positivt til det amerikanske system – ikke som en virksomhed, der malker systemet.