Fyret Hummel-direktør forstår ikke anklager mod sig: - Jeg er chokeret

16x9
Hummels nu tidligere direktør Søren Schriver forstår ikke, hvorfor han torsdag fik sparket. Han afviser at have handlet illoyalt. Foto: Bo Amstrup / Scanpix Denmark

Mystikken spreder sig om fyring: Hummels nu tidligere direktør afviser, at han har handlet illoyalt.

Det kom som noget af en overraskelse, da Hummel torsdag aften udsendte en pressemeddelelse, hvor virksomheden oplyste, at den administrerende direktør i Hummel-koncernen, Søren Schriver, var fyret med øjeblikkelig virkning. 

Fyringen sker ifølge Hummel-ejer Christian Stadil efter afsløringen af "alvorlige uregelmæssigheder" i koncernens tyrkiske datterselskab, hvor der skal være blevet foretaget "groft illoyale" dispositioner.

Men fyringen kom også som en overraskelse for hovedpersonen selv - den nu fyrede direktør fastholder sin uskyld og stiller sig undrende over for Christian Stadils udmelding.

- Den korte version er, at jeg er chokeret over det her. Jeg har været CEO i 24 år og stort set skabt værdi for brandet hvert eneste år. Jeg har opført mig fuldstændig loyalt i alle årene også nu. Så den dybere bevæggrund fra bestyrelsens side kender jeg ikke, siger Søren Schriver til Finans.

Den nu tidligere direktør siger til medier, at han ikke ved, hvilke dispositioner, der hentydes til, og han føler sig overbevist om, at han vil blive frifundet for alle beskyldninger.

Stadil: Havde ikke noget valg

Hvad præcis anklagen mod Søren Schriver går på, er på nuværende tidspunkt også meget uklart.

Hummels advokater i Tyrkiet såvel som i Danmark skal nu granske direktørens dispositioner, og før resultatet af denne undersøgelse foreligger, vil virksomheden ikke uddybe baggrunden for fyringen.

- Jeg er alt i alt meget chokeret over det, der er kommet frem, og samtidig også ked af det. Jeg har arbejdet tæt sammen med Søren Schriver i næsten 20 år. Det, der har fundet sted bag vores ryg, giver mig i sagens natur ikke noget valg - ansættelsesforholdet må selvsagt bringes til ophør øjeblikkeligt, og det er det blevet, lyder det fra Christian Stadil.

Kommentator undrer sig over udmelding

Men netop det faktum, at Hummel og Christian Stadil melder så kryptisk ud uden at ville gå i deltaljer, åbner op for en lang række spekulationer.

Det mener TV 2s erhvervskommentator Ole Krohn, der mener, at Christian Stadil derved ikke ligefrem har gjort situationen nemmere for Hummel-koncernen.

- Når de har et problem nu, så er det efter min mening fordi, at de udsender en pressemeddelelse, der giver flere spørgsmål end svar, og som kan give udtryk for mytedannelse, siger Ole Krohn.