Bagerkonge har fået melallergi

16x9
Ole Kristoffersen og Steen Skallebæk åbnede det, som vi i dag kender som Lagkagehuset, i 2008. Foto: Ida Marie Odgaard / Scanpix Denmark

Heldigvis kan den populære bager i dag overlade bolledejen til andre.

Steen Skallebæk, der sammen med Ole Kristoffersen står bag den populære bagerkæde Lagkagehuset, har fået en træls allergi for en bager. Han er nemlig blevet allergisk overfor mel.

I år er det 25 år siden, den populære bager åbnede sin første butik, og de mange år i bagerbranchen har altså sat sine spor:

- Hvis jeg tager en pille mod høfeber, kan det normalt fjerne generne, men der er dage, hvor det ikke er nok. Det er ikke så sjovt. Øjne og næse løber, så jeg gør alt for undgå melstøv, siger han til dr.dk.

To butikker blev pludselig til mange

Heldigvis er der i dag andre, der har overtaget bagerarbejdet fra Steen Skallebæk, der nu bruger det meste af sin tid på administrativt arbejde. For eksempel i forbindelse med åbningen af nye butikker.

Det var i 2008, at han slog sin Haderslev-forretning sammen med Ole Kristoffersens bageri på Christianshavn i København. Siden da er forretningen vokset til 61 forretninger herhjemme. Og i januar åbnede makkerparret den første af en række planlagte bagerier i London - under navnet Ole & Steen Lagkagehuset.

Sidste år tjente Lagkagehuset herhjemme over 38 millioner kroner efter skat. Omsætningen var over 552 millioner kroner.