Professor om KMDs argumenter i milliard-forsinkelse: Meget tyder på dårlig ledelse

ATP og kommunerne efterlyser dokumentation på KMD's forklaring af it-forsinkelser, der sikrer it-kæmpen milliardbeløb.

I striden om ansvaret for forsinkelser på it-systemer i milliardklassen fremlægger kommunerne nu en detaljeret kortlægning, der ifølge en førende it-ekspert skyder KMDs forsvar i sænk.

Opgørelsen viser, at KMD kun har angivet, at kommunernes ønsker til ændringer vil forskyde tidsplanen med 66 timer, eller hvad der svarer til en it-udviklers arbejde i to uger.

Det skal ses i forhold til, at udviklingen af de vitale støttesystemer, der skal bryde KMD’s monopol, er over 15 måneder forsinket, fordi der ifølge KMD er "mange ændringsanmodninger". 

- Det er et meget lille tal. I normale projekter vil man forvente en procent om måneden, så en promille er et projekt, der har været fuldstændig stabilt, siger Jan Pries-Heje, professor i informatik og datalogi på RUC.

Han er en af landets førende eksperter i udvikling og anvendelse af it og forklarer, at der er to steder at kigge, når kalendertiden skrider. Enten på det, der skal laves, eller på de ressourcer, der skal til.

- Nu ved vi, at det, der skal laves, er ekstra 66 timer, så det er helt ubetydeligt. Så det kan have været for få eller dårlige ressourcer, og meget tyder på, at der ikke er lavet ordentlig projektledelse, siger Jan Pries-Heje.

I det kommunale it-fællesskab Kombit, der står for ordren på støttesystemerne, er der harme over KMD-topchef Eva Berneke, som i et interview tirsdag på TV 2 News pegede på 'ganske mange ændringsanmodninger' som forklaring på en stor del af de dyre forsinkelser.

Jeg kan konstatere, at KMD ikke har fremsat nogen form for dokumentation

Mikkel Tang Hedegaard, kommunikationschef Kombit

At KMD selv kun har estimeret en samlet udskydelse på grund af de konkrete ændringsønsker - underskrevet af KMD - til 66 timer ud af i alt 140.000 timer brugt ind til videre taler ifølge storkunden sit tydelige sprog.

- Det er derfor ikke korrekt, når KMD i offentligheden forsøger at male et billede af en kunde, der selv er skyld i halvdelen af KMD's forsinkelser. Den nuværende forsinkelse på over 15 måneder af KMD's egen plan kan således kun tilskrives KMD, siger kommunikationschef Mikkel Tang Hedegaard i et skrifteligt svar.

KMD ønsker ikke at diskutere ændringsanmodningerne i medierne og vil dermed heller ikke fremlægge eventuelle modbeviser, men kommunikationschef Christoffer Hellmann skriver i en email:

- Vi vil dog gerne understrege, at vi på ingen måder kan genkendes deres udlægning. Og at vi fortsat er af den klare opfattelse, at ansvaret for forsinkelsen ligger på begge sider af bordet.

Han tilføjer, KMD fortsat er villig til at kompensere for den del, leverandøren har ansvaret for. Her står kommunerne fast på fuld kompensation.  

- KMD er igennem de seneste otte måneder flere gange blevet bedt om at fremsende dokumentation for denne påstand, hvilket Kombit endnu ikke har modtaget, lyder det fra Mikkel Tang Hedegaard fra Kombit.

Nu ved vi, at det der skal laves er ekstra 66 timer, så det er helt ubetydeligt.

Jan Pries-Heje, professor i informatik og datalogi, RUC

Konkurrent: Det er som normalt

Hos it-selskabet Netcompany, der har sikret hele fem kontrakter i forbindelse med monopolbruddet, tre hos Kombit og to hos ATP, kan direktør André Rogaczewski ikke genkende billedet af besværlige kunder.

- Ingen af disse to kunder på nogen af disse projekter har opført sig anderledes i forhold til antal eller art af ændringsønsker, end man kunne forvente, og som man som leverandør indkalkulerer i et hvert projekt af disse typer, skriver André Rogaczewski i en SMS.

Herunder kan du se Eva Berneke forholde sig til, at forsinkelse af it-systemer fra KMD, står til at koste skatteyderne over 1,5 milliarder kroner - til KMD.

KMD tabte meget - men vandt nøglekontrakt

Sagen om de milliarddyre forsinkelser udspringer af et monopolbrud på it-opgaver, som kommunerne gennemførte i 2013.

Udbuddet betød, at KMD, det tidligere Kommunedata, mistede en lang række af de it-opgaver, som de havde tjent milliarder på over årene, mens it-selskaber som NNIT, Netcompany, EG og IBM kom til med markant lavere priser.

Selvom KMD mistede flere kontrakter, vandt selskabet, der er ejet af kapitalfonden Advent, de såkaldte Støttesystemer, der danner fundamentet for, at monopolbruddet kan gennemføres.

Koster skatteyderne over 1,5 milliarder til kapitalfond

Uden støttesystemerne kan de nye, billigere systemer ikke sættes i drift, og derfor er de offentlige kunder tvunget til at betale de meget høje monopolpriser til KMD.

Alene den foreløbige forsinkelse på Støttesystemerne til kommunerne og Social Pension til ATP står til at koste skatteyderne over 1,5 milliarder kroner i ekstraregninger til KMD.

Forsinkelsen og den åbenlyse interessekonflikt, hvor KMD tjener penge på at forsinke deres egne leverancer, har fået kommunerne og ATP så meget op i det røde felt, at de truer med at udløse en særlig paragraf i udbudsloven, der kan sende KMD udenfor døren i kommende offentlige udbud.

Samtidig har ATP rejst et krav på over en halv milliard kroner og truet med stævning og annulering af kontrakten, hvis ikke KMD imødekommer den store kundes krav.

Professor: 'Malker kommunerne'

Kunderne står ikke alene med kritikken. Professor Pernille Kræmmergaard fra Aalborg Universitet finder det dybt uheldigt, fordi KMD har et ’åbenlyst’ incitament til at vinde udbuddet på støttesystemerne til en meget lav pris.

- Så kan de nu sidde og orkestrere, hvornår de andre leverandører kan komme til, og kommunerne er i mellemtiden nødt betale for de monopolistiske systemer. Dermed forvrider det hele ideen med monopolbruddet, og sætter KMD som en privat virksomhed i en særdeles lukrativ situation ved så at sige 'at malke kommunerne', har hun tidligere udtalt til TV 2.

Miseren om KMD’s forsinkelser resulterede i et samråd, hvor minister for offentlig innovation Sophie Løhde (V) afviste at gå ind i sagen. Se hendes syn på KMD-sagen i interviewet herunder.