18-årig Youtuber efter historisk aftale: Det må godt være lidt gakket

Jeg skal ikke være en reklamesøjle, men selvfølgelig skal jeg tjene penge, lyder det fra Rasmus Brohave, der skal få de unge til at drikke Faxe Kondi.

Han er 18 år gammel, og hans videoer er blevet vist mere end 18 millioner gange. Rasmus Brohave er professionel Youtuber - altså en person, der lever af at lave Youtube-videoer - og den levevej har udviklet sig yderst lukrativt for den unge fynbo. 

Han og Youtuberen Anders Møller Hansen har netop landet en aftale, som er den første af sin slags, med Royal Unibrew, som gerne vil have de unge til at drikke mere Faxe Kondi. Der er tale om et samarbejde til mere end en million kroner.

Royal Unibrew går målrettet efter de unge, som synes pænt immune over for de traditionelle markedsføringskanaler, men som til gengæld er storforbrugere af Youtube - og Rasmus Brohave. Med sines 155.000 abonnementer er han en af landets absolut mest populære Youtubere.

- Mine følgere er i den målgruppe. Det må godt være lidt gakket, når det er på internettet, siger Rasmus Brohave i et interview med TV 2 Business.

Det må godt være lidt gakket

Han afviser, at Faxe Kondi-videoerne bliver for 'gøglede'.

Meningen er, at brugerne skal finde på nye sportsgrene, hvor de så skal dyste med Rasmus Brohave. I første omgang står den på rullestolscrocket.

Men selvom Rasmus Brohave som alle andre 18-årige er godt tilfreds med, at pengene ruller ind på kontoen i en lind strøm, er han også meget opmærksom på ikke at sige ja til hvad som helst.

Se meget mere på TV 2s nye digitale  business-kanal TV 2 BUSINESS.

- Det skal være sjovt. Jeg har for eksempel sagt nej til en stor international mobilgigant, fortæller Rasmus Brohave til TV 2 Business.

- Jeg er altid skeptisk, når jeg går ind i et kommercielt samarbejde. Jeg skal ikke blive en reklamesøjle, men jeg vil selvfølgelig gerne tjene penge, siger han.

Tæt samarbejde

Helt konkret skal Rasmus Brohave sammen med Anders Møller Hansen på 24 år - bedre kendt som Eiqu Miller - være værter på 10 dokumentarfilm, som Faxe Kondi skal producere til kampagnen ’Er det sport?’. 

Rasmus Brohave og Eiqu Miller er begge organiserede hos Splay, der er Nordens største netværk for YouTubere, og det er igennem Splay, at de to har landet aftalen med Faxe Kondi. Her oplever man en stigende efterspørgsel fra virksomheder, der gerne vil samarbejde med dem. 

Hvis du vil læse mere om TV 2 Business så klik her.