Slagterimedarbejdere genoptager arbejdet i Horsens

16x9
Alle de strejkende har genoptaget arbejdet. Foto: HENNING BAGGER / Scanpix Danmark

100 medarbejdere på Danish Crown i Horsens kunne se frem til at blive fritstillet, men nu arbejder de igen.

Aftenholdet på Danish Crown-slagteriet i Horsens er igen trukket i arbejdstøjet, ligesom resten af deres kolleger.

Det fortæller pressechef i Danish Crown Jens Hansen. Dog er fem medarbejdere ikke mødt op, men det kan der være flere grunde til.

- Vi er glade for at undgå at skulle stille et stort antal medarbejdere frit. Langt de fleste er mødt op i Horsens og klar til at arbejde.

- Der er fem, der ikke er kommet, men nu ser vi lige tiden an. Det kan jo skyldes sygdom eller andet, og hvis det er tilfældet, er de velkommen til at arbejde for Danish Crown i fremtiden.

Fokus på løsninger

Arbejdsnedlæggelsen har varet omkring en uge. De fleste af de i alt 1300 slagteriarbejdere genoptog arbejdet fredag. En lille skare på omkring 100 ansatte valgte dog at fortsætte strejken.

- Vi har opnået en konstruktiv dialog i løbet af ugen, og vi håber, at det her markerer en ny start. I hvert fald en konstruktiv dialog om de småting i hverdagen, der skal løses. Det er det, vi har fokus på nu, siger Jens Hansen.

Arbejdsnedlæggelsen begyndte fredag 27. juni, da tre afdelinger valgte at parkere knivene. Det skete i utilfredshed med en ny akkordløn.

Mandag 30. juni bredte strejken sig til hele slagteriet. Arbejdsnedlæggelsen er kendt overenskomststridig i Arbejdsretten, og de strejkende er blevet pålagt en skærpet bod på 65 kroner i timen, hvis ikke de genoptager arbejdet.