Opfindere løser dyrt problem: Vil sætte ultralyd i din skraldespand

En lille opfindelse kan spare kommunerne for op mod 70 pct. af turene med skraldebilen.

Er affaldscontaineren halvt fyldt eller halvt tom? Uanset hvad er det en dårlig forretning for kommunerne at sende skraldebiler rundt til affaldsbeholdere, der ikke behøver at blive tømt. 

Det vil to danske opfindere gøre noget ved. Lars Kruse Ravnsbeck og Martin Jacobsen har udviklet en lille boks, der kan placeres i låget på affaldsbeholdere.

Containere tømmes uden grund

Ved hjælp af ultralyd måler boksen, hvor fyldt containeren er. Er den klar til at blive tømt, bestiller boksen automatisk en skraldebil.

Se meget mere på TV 2s nye digitale  business-kanal TV 2 BUSINESS.

Ifølge de to iværksættere fra firmaet Wastecontrol er der op mod 4 mio. affaldscontainere i Danmark. De foreløbige test viser, at der mange steder kan skæres kraftigt i turene med skraldebilen.

Københavns Kommune har testet teknologien på containere ved Københavns Rådhus. Her bad containerne om 65 pct. færre afhentninger, end de får i dag.

By-teknologi et kæmpe marked globalt

"Vi har set reduktioner fra 30 og helt op til 70 pct, så det er voldsomme tal. Den gennemsnitlige reduktion vil ligge på omkring 40 pct," vurderer Lars Kruse Ravnsbeck.

Ifølge stifterne af Wastecontrol koster én ultralydsboks det samme, som det koster at tømme en container én gang.

Opfindelsen bliver i denne uge vist frem ved konferencen Greater Copenhagen Smart Solutions. Konferencen sætter fokus på teknologier til fremtidens byer og infrastruktur.

"Der er ikke rigtig noget, som ikke kan blive påvirket af teknologi. Kommercielt er det jo et billionmarked globalt. Og så¨er det også en af måderne, vi kan nå vores miljømål på," siger Martin Brynskov, lektor på Aarhus Universitet og koordinator for det danske Smart City-netværk.