Realkredit Danmark sender bidragssatserne i vejret

160.000 kunder kan nu se frem til at få hævet deres bidragssats

Realkredit Danmark går i Nykredits fodspor og varsler højere bidragssatser for omkring 160.000 kunder.

Kunder med de engang så populære F1-lån og F2-lån står ifølge Finans.dk til den højeste stigning i bidragssatsen med hele 29 pct. Kunder med F3-, og F4-lån bliver mindre hårdt ramt med en varslet prisstigning på 23 pct.

 - Vi gør det, fordi flere er gået ind i de helt korte flekslån end ud af dem ved de seneste to refinansieringer. Det er ikke langtidsholdbart i forhold til at opfylde lovkravene i tilsynsdiamanten. Derfor bliver vi desværre nødt til at varsle en prisforhøjelse, siger Carsten Nøddebo, der er  adm. direktør i Realkredit Danmark, til Finans.dk.

Nykredit løb tidligere i år ind i større uvejr, da realkreditkoncernen offentliggjorde planer for at hæve bidragssatserne for at stå stærkere i forhold til kommende kapitalkrav om en børsnotering af realkreditkæmpen.

Frygter ikke kundeflugt

Carsten Nøddebo frygter dog ikke, at kunderne flygter ud af døren. To tredjedele af kunderne bliver nemlig ikke ramt af bidragsstigninger og resten bliver tilbudt at lægge deres lån om uden andre omkostninger end tinglysningsafgift.

Ifølge en pressemeddelelse fra Realkredit Danmark kommer tiltaget nu, da flere boligejere har valgt den helt korte rente ved de seneste to refinansieringer af realkreditlån. 

- Når vi siger, at mange korte FlexLån kan blive en udfordring, så tænker vi ikke på de enkelte boligejere. Nej, udfordringen er, at vi og resten af realkreditsektoren i værste fald kan komme i en situation, hvor det kan blive vanskeligt at få solgt alle obligationerne bag de mange korte lån, fordi investorerne ikke har mere appetit på netop den type obligationer, lyder det fra Carsten Nøddebo i en pressemeddelelse.

Stigningen i bidragssatserne træder i kraft til oktober 2016, mens Nykredits prisstigninger allerede sker fra 1. juli.

Stadig uvished om konkurrenterne

Selvom Realkredit Danmarks nu melder klart ud, mangler der fortsat klar besked fra Jyske Bank og Nordea Kredit om bidragssatserne på den lange bane.

Fra Nordea er der kommet forskellige meldinger fra direktionen, mens Jyske Bank og BRF Kredit har lovet, at der ikke bliver pillet ved satserne i 2016.

Bliver du ramt af de stigende bidragssatser hos Realkredit Danmark, så vil vores journalist Camilla Bresemann meget gerne høre fra dig. Du kan skrive til hende på camb@tv2.dk

I tv-indslaget herunder kan du se, hvordan du selv kan banke bidragssatserne ned.