Forsikrede husejere får ikke dækket skader: - Det har været et chok for os

Flere forsikringskunder står nu frem med historier om ejerskifte-problemer. Reglerne gør det svært, når husets skjulte skader dukker op.

De fleste, der køber en såkaldt ejerskifteforsikring, regner med, at forsikringen vil dække det, den skal: skjulte fejl og mangler på det hus, de netop har købt. Men det er langt fra altid tilfældet.

De seneste dage har TV2 kunnet fortælle, hvordan Husejernes Forsikring har brugt kritisable metoder i sin sagsbehandling, og siden har flere kunder henvendt sig med lignende oplevelser af at være blevet uretmæssigt behandlet.

Heriblandt Lone Hecht fra Hillerød, der selv er jurist med erfaring fra forsikringsbranchen. Alligevel kom det bag på hende, at Husejernes Forsikring ikke har villet anerkende familiens krav.

- Det var nærmest et chok for os, at opdage at forsikringen ikke dækkede, og at det er så stor en kamp med dem. Jeg havde overhovedet ikke forudset det, siger Lone Hecht.

Familien overtog deres nye hjem i september 2015 med en blank tilstandsrapport, men efter indflytning begyndte flere skjulte skader at dukke op. Der var massiv skimmelsvamp i tagkonstruktion samt fejl på et betondæk og husets bærende konstruktion.

Da Lone Hecht og familien fik pillet loftet ned, opdagede de massiv og skimmelsvamp i tagkonstruktionen.
Da Lone Hecht og familien fik pillet loftet ned, opdagede de massiv og skimmelsvamp i tagkonstruktionen. Foto: Lone Hecht / Privatfoto

I dag er familien genhuset, da Teknologisk Institut har vurderet, det er skadeligt at bo i skimmelsvampen.

Flere firmaer får kundekritik

Men Husejernes Forsikring er ikke det eneste firma, hvor kunderne oplever problemer. TV 2 har de seneste dage også modtaget en række henvendelser om andre selskaber.

Da Peter Møhr og hans familie for halvandet år side købte hus i Skovlunde, købte de en ejerskifteforsikring hos FRIDA Forsikring, der reklamerer med at have nogle af markedets bedste ejerskifteforsikringer.

Men da Peter Møhr skulle bruge sin forsikring, fik han langt fra den dækning, han mente, han havde krav på.

- Det var dybt skuffende. Det virkede som at være med i en surrealistisk film, siger han om forløbet.

Ifølge tilstandsrapporten var der tale om et sundt hus, men hurtigt stod det klart, at fundamentet var konstrueret forkert, og at fugt og skimmelsvamp ødelagde væggene.

Fugt og skimmelsvamp ødelægger væggene i familien Møhrs hus i Skovlunde.
Fugt og skimmelsvamp ødelægger væggene i familien Møhrs hus i Skovlunde. Foto: TV 2

FRIDA Forsikring anerkendte alle forholdene, men da det kom til prisen for at udbedre skaderne, opstod der store uenigheder, og sagen er nu endt i Ankenævnet for Forsikring.

Her er netop FRIDA Forsikring det selskab, der oftest taber sine sager, viser en opgørelse fra ankenævnet.

Ejerskifteområdet fører til flest konflikter

Direktør i FRIDA Forsikring, Finn Fabricius, afviser over for TV 2, at firmaet i den konkrete sag bare forsøger at undgå en stor erstatning - men direktøren anerkender, at forskellen mellem firmaets dækningstilsagn og kundens forventning er meget stor.

- Ejerskifteforsikringen er i særklasse det mest komplicerede forsikringsprodukt, som vi har til private forbrugere. Det hele er ikke bare sort og hvidt, siger Finn Fabricius.

Uenighederne kan opstå både i forståelsen af, hvad der er en skade, ved uenigheder om omkostningerne til at få udbedret skaden, samt i forhold til bagatelgrænser og selvrisiko.

Det er helt ude i hampen, det giver simpelthen ikke mening.

Niels Andersen, forsikringskunde

Netop derfor er denne type forsikring generelt i top, hvad angår kundeklager.

- Problemet er, at i modsætning til en bygningsforsikring, der har helt faste kriterier for, hvornår en skade er dækket, så er ejerskiftevurderinger baseret på et skøn, forklarer boligadvokat Marie-Louise Pind.

- Det er helt ude i hampen

Sidste sommer købte Niels Andersen et hus i Havdrup på Østsjælland. Også i dette tilfælde var tilstandsrapporten blank, men hurtigt opdagede han fejl på både badeværelse og garage.

Mens håndværkere i deres tilbud vurderer, at fejlene vil koste mindst 75.000 og 35.000 kroner at udbedre, mener Husejernes Forsikring at skaderne kan opdeles i mindre enheder, som hver især kan klares for 1.000 og 1.500 kroner. 

- De splitter skaderne op i mindre enheder, som så på magisk vis lige præcis kommer under din selvrisiko, og så forsøger de at bilde dig ind, at du derfor skal betale det hele selv. Det er helt ude i hampen, det giver simpelthen ikke mening, siger Niels Andersen.

Niels Andersens anmeldte manglende tag på del af garagen og efterfølgende rådskader. Få måneder senere blev skaden forværret efter kraftigt snefald.
Niels Andersens anmeldte manglende tag på del af garagen og efterfølgende rådskader. Få måneder senere blev skaden forværret efter kraftigt snefald. Foto: Niels Andersen / Privatfoto

I november forværrede et kraftigt snefald skaden på garagen, hvilket medførte endnu en skadesanmeldelse. Men først i denne uge – efter et halvt års kamp – har Husejernes Forsikring erkendt, at sagen overhovedet skal behandles hos dem.

- Når jeg har betalt og ovenikøbet har købt udvidet dækning og tillægsforsikring, så er det ekstremt frustrerende, siger Niels Andersen.

Svære regler gør kunder frustrerede

Flere af forholdene, som Niels Andersen og andre forsikringskunder nu beskriver, har flere fællestræk med de kritisable sager, som der har været fokus på seneste dage i forbindelse med TV 2’s Whistleblower-udsendelse.

Her står flere tidligere medarbejdere fra Husejernes Forsikring frem og afslører, at de på direktionens anledning medvirkede til at udbetale mindre erstatning, end kunder var berettiget til.

- De sager (...) er op til to år gamle. Jeg kan love dig for, at den virksomhed, vi har i dag, er helt anderledes. Vi har fået en ny direktør, og der kommer helt andre boller på suppen, sagde bestyrelsesformand Jens Erik Christensen torsdag aften.

Uden at gå ind i de konkrete nye sager, fastholder Husejernes Forsikring i en skriftlig kommentar til TV 2, at man skadesbehandler efter gældende lov, og at ingen medarbejdere har fået besked om at forsøge at afslutte sager på mindre erstatningsbeløb end det, som kunden er berettiget til.

Husejernes Forsikring bekræfter dog, at netop ejerskiftemarkedet generelt er et meget udskældt område med mange kundeklager sammenlignet med andre forsikringsprodukter. 

- Vi oplever, at det for kunderne er et meget kompliceret område at sætte sig ind. Der er en meget grundig lovgivning på området, men for folk, der ikke som os er uddannet i at fortolke denne lov, kan vi godt forstå, hvorfor det kan være frustrerende, når noget ikke er dækket eller der er afskrivning, der nedsætter erstatningen, lyder det i svaret.

Familie klar til at rive huset ned

De kunder, som TV 2 har talt med, har dog ikke tænkt sig at give op i kampen for erstatning. I tilfældet med Lone Hecht i Hillerød er omkostningerne til at udbedre huset - ifølge egne beregninger - allerede løbet op i over 500.000 kroner.

Lone Hecht og hendes familie føler, at Husejernes Forsikring forsøger at give dem en mindre erstatning, end de er berettiget til.
Lone Hecht og hendes familie føler, at Husejernes Forsikring forsøger at give dem en mindre erstatning, end de er berettiget til. Foto: Privatfoto

Husejernes Forsikring vil dog ikke anerkende beløbet og tilbyder en meget billigere løsning. Firmaet mener, at familiens vurdering er for høj, mens familien argumenterer for, at firmaet ikke medregner alle nødvendige udgifter - derfor når frem til et andet beløb.

Familien har tabt en klagesag vedrørende skimmelsvampen med begrundelse om, at det er "sædvanligt" i denne hustype. Det burde have fremgået af et bilag til tilstandsrapporten, men var ved en fejl ikke med. Den regning hænger de derfor selv på.

Lone Hecht og familien overvejer nu at rive huset ned og bygge helt nyt på grunden – men kravet mod Husejernes Forsikring på resten af skaderne står de fast på.

- Vi vil have, at de skal tage deres økonomiske ansvar. De skjulte skader har en økonomisk værdi, som vi mener, de skal erstatte – for vi mener faktisk, at det er det, vi har tegnet forsikring på.