Hans virksomhed blev solgt for 20 milliarder: 73 investorer mente, vi var til grin

Navnet Lars Dalgaard vækker nok opsigt hos de færreste. Opsigtsvækkende er til gengæld hans karriere. Topdirektør som 28-årig og senere milliardær.

Det lå ikke i kortene, at Lars Dalgaard fra Herlev skulle stryge til tops i internationalt erhvervsliv. I gymnasiet lå han lunt i midterfeltet. Senere blev studenterhuen vekslet til en plads på Handelshøjskolen i København, uden han skilte sig ud for alvor.

Selvom jeg var den yngste direktør der, så synes jeg faktisk det var røvsygt, fortæller Lars Dalgaard.

Lars Dalgaard

Det var først efter studier i USA, karrieren for alvor tog fart. Først topdirektør i en global virksomhed, senere eget firma, der for få år siden blev solgt for, hold nu fast, 20 milliarder kroner.

Iværksætter Lars Dalgaard

48 år.

Herlev Gymnasium 1983-86

Handelshøjskolen 1988-91

Stanford Business School 1997-1999

Stiftede SuccessFactors i 2001

Partner ventureinvesteringsselskabet An­drees­­sen Horowitz

E&Y Entrepreneur of the Year 2009, Silicon Valley.

Årets CEO, kategori store virksomheder, 2010, San Francisco Business Times.

Medlem af Advisory Board for Stanford Graduate School of Business.

Bestyrelsesmedlem for Glide, der støtter og hjælper fattige og hjemløse i San Francisco.

Bor med Nicole Chow. De har en søn på seks år og en datter på tre år

Sagde op første dag som direktør

I dag bor Lars Dalgaard i Californien, men tirsdag er han i Danmark, hvor han skal være hovedtaler på Vækstfondens Årsmøde. Her vil omkring 2000 iværksættere givetvis notere sig hvert råd, han kommer med, i håbet om at knække koden til succes.

Lars Dalgaard forlod som 28-årig et direktørjob i fødevarekoncernen Unilever med 320.000 medarbejdere over hele verden. Ifølge ham selv, fordi han var irriteret over, at dårlig kommunikation, ubeslutsomhed, talentløshed og udbredt selvtilfredshed fyldte for meget i store virksomheder. 

- Den første dag på arbejdet besluttede jeg mig faktisk for, at nu havde jeg ikke mere den samme motivation i at være i en anden persons virksomhed. Selvom jeg var den yngste direktør der, så synes jeg faktisk, det var røvsygt, fortæller Lars Dalgaard.

Nabo til Apple og Facebook

I stedet begyndte han studier på Stanford University, et af de højest rangerende universiteter i verden. Samtidig var hans mål, oven på skuffelsen hos Unilever, at opfinde et værktøj til optimal intern kommunikation og præstationsoptimering i en virksomhed. Det blev til firmaet SuccesFactors, der nu benyttes af tusinder af virksomheder verden over.

Lars Dalgaard bor i Silicon Valley syd for San Francisco på USA’s vestkyst. Et af de største og mest konkurrenceprægede tech-områder i verden, hvor enorme virksomheder som Apple, Facebook, Google og Ebay holder til, og her bruger Lars Dalgaard nu sin tid og penge på at investere i iværksættere. Samtidig er han medlem af bestyrelsen og underviser på Stanford University.

- Det er så specielt at have gjort noget, som alle har sagt ikke kan lade sig gøre. I mit tilfælde var der 73 venturekapitalister, der sagde fuck dig, det her kan ikke bruges til noget, det er total til grin. Der er ikke nogen, der vil købe det, du har lavet her, fortæller Lars Dalgaard.

Pengemand og restaurantejer

Men ideen holdt skam og mere til. Lars Dalgaard blev kåret som årets entreprenør i Silicon Valley i 2009 og året efter udpeget som årets leder i en stor finansavis.

I mit tilfælde var der 73 venturekapitalister, der sagde fuck dig, det her kan ikke bruges til noget.

Lars Dalgaard

I dag er han partner i investeringsselskabet An­drees­­sen Horowitz, der sidder på en stor post i blandt andet Facebook. Dalgaard investerer i små tech-virksomheder, men har blandt andet også købt sig ind i 12 forskellige restauranter og caféer i San Francisco.

Du kan se meget mere til Lars Dalgaard i en række programmer på den nye kanal TV 2 Business, der snart går i luften.