Tue Mantoni: Jeg blev ikke fyret som topchef i B&O

Dialogen om Tue Mantonis exit fra B&O startede på topchefens eget initiativ for omkring et år siden, fortæller han.

Der er ingen sammenhæng mellem, at Bang & Olufsen for nylig lukkede dialogen om et købstilbud med Sparkle Roll Group, og at Struer-virksomhedens topchef, Tue Mantoni, træder tilbage fra posten med virkning fra 1. juli.

Jeg tog initiativ til den her dialog for et længere stykke tid siden.

Tue Mantoni, topchef i B&O

Det fortæller Tue Mantoni, efter at tv- og elektronikproducenten tirsdag i en fondsbørsmeddelelse har fortalt, at den snart forhenværende topchef forlader selskabet til sommer for i stedet at blive afløst af Henrik Clausen.

- Jeg tror, det er vigtigt at sige, at de to ting (fratrædelsen og det potentielle opkøb, red.) ikke har noget med hinanden at gøre, siger Tue Mantoni til Ritzau Finans.

Opkøb kørte af sporet

Tidligere i april oplyste B&O, at en potentiel købsdialog med Sparkle Roll Group var tilendebragt. En uge tidligere havde Bloomberg News også erfaret, at Qi Jianhong, der ejer Sparkle Roll, ikke længere skulle se behov for fuldt ejerskab.

Den kinesiske rigmand havde ellers tidligere vist stor interesse for selskabet, og det gav anledning til spekulationer om en overtagelse af det danske firma.

- Det, som vi også skriver sort på hvidt i vores fondsbørsmeddelelse, er, at jeg tog initiativ til den her dialog (om fratrædelsen, red.) for et længere stykke tid siden. Det vil sige, at det er noget, som pågik, og som vi diskuterede, før den her Sparkle Roll-diskussion kom frem, påpeger Tue Mantoni.

- Derfor har de to ting ikke noget med hinanden at gøre, tilføjer han.

Spørgsmål: Du kan fuldstændig afvise, at du ikke stopper som administrerende direktør i selskabet som en følge af, at dialogen med Sparkle Roll Group om et potentielt købstilbud er ophævet?

- Ja, det kan jeg fuldstændig afvise, svarer Tue Mantoni.

Selv om det først er kommet frem tirsdag, at Tue Mantoni træder tilbage som administrerende direktør hos Bang & Olufsen til sommer, har dialogen om en fratrædelse været oppe at vende med selskabets bestyrelse i knap et års tid.

Mantoni: Dialogen startede på mit initiativ

I den fondsbørsmeddelelsen, der blev sendt ud tirsdag blev det oplyst, at Tue Mantoni "for nogen tid siden indledte dialog med bestyrelsen om sit fremtidige engagement som administrerende direktør, når en række væsentlige projekter var gennemført".

Jeg spillede en vigtig rolle i de forhandlinger, var det både i min egen og i selskabets interesse, at vi fik lukket den aftale på en ordentlig måde, før jeg tog den endelig beslutning om at træde tilbage.

Tue Mantoni, Topchef i B&O

Og den forklaring fastholder han.

- Vi startede dialogen på mit initiativ for næsten et år siden. Bestyrelsen og jeg har haft et tæt forhold, og dialogen mellem os er også foregået på en rolig og velovervejet måde, hvor vi har talt om, hvad der er det bedste for mig i fremtiden, og hvad der kan være det bedste for selskabet, siger Tue Mantoni til Ritzau Finans.

- I hele denne periode har vi fokuseret på, hvad der var bedst for selskabet. Det er også derfor, at det har taget et stykke tid, tilføjer han.

- Jeg spillede en vigtig rolle i de forhandlinger

Den snart forhenværende B&O-topchef fortsætter ved at nævne, at "de væsentlige projekter" blandt andet har taget form af det samarbejde, man annoncerede med den koreanske tv-producent LG Electronics i midten af marts.

- Det var for at sørge for, at B&O i fremtiden kan være på forkant med innovationen. Tv har været en af vores største strategiske udfordringer, og fordi jeg spillede en vigtig rolle i de forhandlinger, var det både i min egen og i selskabets interesse, at vi fik lukket den aftale på en ordentlig måde, før jeg tog den endelig beslutning om at træde tilbage, siger Tue Mantoni.

Efter den indgåede aftale om tv-produktion med LG har der ifølge Tue Mantoni således kunnet blive sat flueben ud for et af de væsentlige projekter, der stod for døren for næsten et år siden, da dialogen med bestyrelsen begyndte.

- Vi har skullet finde den helt rigtige timing (i forhold til fratrædelsen, red.). Det, synes jeg, er nu, så det er derfor, at vi vælger i dag til at kommunikere, fortæller han.

Tue Mantoni har siddet som topchef hos B&O siden marts 2011. Han vil stå til rådighed i en overgangsperiode for sin afløser Henrik Clausen, når han tiltræder 1. juli.