Lars Larsen udvider i Danmark - bruger millioner på at bygge nyt

16x9
Dynekøbmand Lars Larsen er - ifølge ham selv - langt fra i mål med ambitionerne for Jysk-koncernen. Foto: Scanpix / Scanpix

'Købmanden' Lars Larsen har planer om at udvide sin forretning i Danmark.

Høj fart i salget får dynekøbmanden Lars Larsen til at investere millioner i nye mursten her i landet.

Jysk-koncernen udvider nemlig både dens hovedsæde i Aarhus-forstaden Brabrand - og gennemfører samtidig en stor udvidelse af dens danske distributionscenter.

Det skriver Finans. 

Lars Larsen, som ejer Jysk-koncernen, har tilkendegivet, at milliarder som tjenes i forretningen skal bruges til at investere i nye butikker og ekspansion. 

Dynekøbmand Lars Larsen er nemlig - ifølge ham selv - langt fra i mål med ambitionerne for Jysk-koncernen. 

Jysk-forretningen er vokset støt i mange år, og vi forventer, at den udvikling vil fortsætte i fremtiden, hvor vi vil se endnu flere butikker rundt omkring i verden. Derfor skal vi være på forkant med udviklingen på matriklen i Brabrand.

Jan Bøgh, administrerende direktør i Jysk Nordic

I den forbindelse har Jysk aktuelt valgt at udvide hovedsædet i Brabrand, hvor der nu samlet er cirka 250 ansatte.

I efteråret tages derfor første spadestik til en udvidelse på 3.700 nye kvadratmeter, så Jysk samlet dermed får godt 11.000 kvadratmeter i hovedkontoret. Det blev senest udvidet i 2009.

Tilbygningen vil blandt andet rumme 100 nye kontorpladser samt konference og mødefaciliteter. 

- Jysk-forretningen er vokset støt i mange år, og vi forventer, at den udvikling vil fortsætte i fremtiden, hvor vi vil se endnu flere butikker rundt omkring i verden. Derfor skal vi være på forkant med udviklingen på matriklen i Brabrand og sikre plads til de medarbejdere, der er nødvendige for at sikre den fortsatte vækst, udtaler administrerende direktør Jan Bøgh, Jysk Nordic til Finans.