Casper Christensen om nyt samarbejde: - Når Lars ringer, siger man ja

Saxo-bank stifter Lars Seier Christensen og komikeren Casper Christensen danner et nyt makkerpar i hotelbranchen.

Det startede med en navneforveksling, der var tæt på at give Casper Christensen og Michèle Bellaiche grineflip, da Go' Aften Danmark havde besøg af komikeren. Sammen med Saxo-bank-stifteren Lars Seier Christensen skulle Casper Christensen fortælle om deres samarbejde om hotelportalen Nustay.

Michèle Bellaiche skulle byde velkommen til det nye makkerpar, som er gået sammen om den nye hotelportal.

- Jeg kan sige velkommen til to gange Christensen, nemlig Frank og Lars Seier, lød det fra Michèle Bellaiche.

Lars Seier Christensen og Casper Christensen havde svært ved at holde masken, men Michèle Bellaiche nåede at rette sig selv, inden interviewet gik i gang.

- Hvad er det det her hotelprojekt handler om, Lars, undskyld Casper, sagde jeg forkert, sagde jeg Frank eller hvad? spurgte en grinende vært.

- Nu kender jeg ikke Frank Christensen, men han skal være mere end velkommen, hvis han dukker op, svarede Casper Christensen.

Lars Seier Christensen fortalte om den nye portal.

- Det er en online-booking portal. Vi tror, vi har givet det et nyt twist. Forhåbentlig er det noget, der kan give kunden det hotel, de gerne vil have, til en fordelagtig pris, fortalte Lars Seier Christensen.

Michèle Bellaiche lovede ikke at kalde Casper Christensen for Frank igen, men som hun også påpegede:

- Du er ikke så kendt som Frank.

Casper Christensen fortalte, at han var blevet ringet op af Lars Seier.

- Når Lars ringer, siger man selvfølgelig ja. Jeg synes, det lød rigtig godt. Selve ideen om den her søgemåde, synes jeg lød rigtig god. Jeg har sagt ja til at være med i gruppen og lave en tv-reklame sammen med Lars, og den er vi i gang med nu, siger Casper Christensen.

SE HELE INTERVIEWET I VIDEO OVER ARTIKLEN