22-årig sover på venindes sofa – nu ruller millionerne ind

Et Spotify eller iTunes for studiebøger har fået investorer til at kappes om et iværksættereventyr fra Aarhus.

Mange 22-årige ved endnu ikke, hvad de vil her i livet, men det gælder ikke for århusianeren Camilla Hessellund Lastein.

Hun har droppet studierne for at dedikere sig fuldt ud til sin iværksætterdrøm Lix Technologies, der er et Spotify eller iTunes for studiebøger med studerende verden over som målgruppe.

Det er så god en idé, at den unge iværksætter lige nu er ved at lukke sin anden kapitalindsprøjtning fra investorer på blot et år.

Første runde gav 3 mio. kr., mens anden runde kommer til at spytte hele 16,5 mio. kr. i selskabet.

- Investorerne kigger efter markedsstørrelse, og om behovet er der. Her kan vi konkludere efter rigtig mange snakke, at timingen er rigtig, siger Camilla Hessellund Lastein til TV 2.

Se hele interviewet med den ombejlede iværksætter øverst i artiklen.

En skjult skat

En af de internationale investorer, som hun har mødtes med, fik hende til at smile lige dele stolt og forventningsfuldt ved at betegne selskabet som et skjult øko-system, der gør op med praksis, hvor professorerne i dag bestemmer, hvilke bøger de studerende skal købe af forlagene.

Lix har indgået aftaler med 300 forlag og skærer dermed det begrænsende led væk med sit online-abonnement.

Jeg har i halvandet år boet på en sofa hos en veninde i Aarhus, fordi jeg ikke havde råd til at betale husleje

Camilla Hessellund Lastein, iværksætter

Milliontilførslen og den udvidede investorkreds skal bruges til at ekspandere uden for fødelandets grænser, for Camilla Hessellund Lastein tænker meget større end de rødhvide farver. Hun vil skabe et internationalt hit.

- Danmark er en sandkasse. Danmark er et meget, meget lille marked i det her perspektiv med omkring 260.000 studerende på videregående uddannelser. Alene i USA er der 18 millioner, og det er jo alle, der har brug for studiebøger, konstaterer Camilla Hessellund Lastein.

Hun fik ideen under sit eget universitetsstudie, hvor hun ærgrede sig højtlydt over den store udskrivning til studiebøger.

- Jeg synes, det var møj-irriterende, for at sige det ligeud. Så det synes jeg, der skal gøres noget ved, siger iværksætteren.

Datter af super-iværksætter

Camilla Hessellund Lastein har ikke iværksættertrangen fra fremmede.

Hendes mor Susanne Hessellund er ejer og stifter af helikopter-virksomheden Bel Air, der tilbyder teknisk service til klepperter som Maersk Oil, og rangerer som af landets 100 rigeste erhvervsfolk.

Datteren har dog selv måttet kæmpe sig vej gennem den svære og risikable opstartsfase uden almisser og fik banken til at give hende et startlån på 150.000 kr.

- Jeg har i halvandet år boet på en sofa hos en veninde i Aarhus, fordi jeg ikke havde råd til at betale husleje, men er samtidig blevet så utrolig meget klogere, lyder det fra Camilla Hessellund Lastein.

Hun og medstifteren har i dag knap to håndfulde ansatte, men er i øjeblikket ved at næsten fordoble staben med syv nye ansættelser.