Ravn Bane går konkurs

Virksomheden Ravn Bane begærer sig mandag konkurs. Der er, efter sagen med Banedanmark, ikke penge til at betale de ansattes lønninger og Skat. 

Det får store konsekvenser, at Banedanmark har sortlistet underleverandøren Ravn Bane, der har lidt et stort økonomisk tab. Ravn Bane begærer sig mandag konkurs, skriver Økonomisk Ugebrev. 

Siden 2009 har ejeren af Ravn Bane, Jesper Ravn, kæmpet en kamp mod det statsejede Banedanmark, der står for driften af de danske jernbaner.

Jesper Ravns virksomhed, der laver sporarbejde og er underleverandør til Banedanmark, blev sortlistet og blev derfor snydt for en lang række opgaver.

- Det er smerteligt at må sige farvel til den virksomhed, mine ansatte og jeg har bygget op. Vi er i den grad blevet mishandlet af en gruppe af medarbejdere i Banedanmark, så det nærmest minder om personlig chikane. Vi har leveret gode ydelser til Banedanmark, og vi har ofte været adskillige millioner billigere end vores konkurrenter. Men at spare statskassen for store beløb er Banedanmark åbenbart fuldstændigt ligeglade med, siger Jesper Ravn til Økonomisk Ugebrev. 

Muligt embedsmisbrug

TV 2 har tidligere omtalt sagen om muligt embedsmisbrug, blandt andet da produktionsdirektøren Michael Borre i november blev sigtet af Københavns Politi for embedsmisbrug.

Baggrunden for sigtelsen var, at entreprenøren Jesper Ravn, som udfører sporarbejde for Banedanmark, mente hans firma var blevet ulovligt sortlistet og udsat for en urimelig forskelsbehandling af ledelsen i Banedanmark.

Grundlaget for sigtelsen var afslørende mails, hvori produktionsdirektøren i Banedanmark, i strid med reglerne, forbød sine ansatte at benytte Jesper Ravns firma.

Den mindre entreprenør er leverandør til Banedanmark, men i 2014 gik samarbejdet helt i stykker. Banedanmark konfiskerede sikkerhedscertifikater fra 10 af hans ansatte, så de i månedsvis ikke kunne arbejde på jernbanen og derved skabe indtægter. 

Det har ifølge Jesper Ravn været en afgørende årsag til konkursen.

Michael Borres nuværende arbejdsgiver oplyser til TV 2, at Michael Borre ikke længere er sigtet i sagen.