Kan du se forskel: Royal Copenhagen anklager norsk firma for Mega Mussel-kopi

16x9
Det danske Mega Mussel-design til venstre og til højre det norske MaxiStrå. Foto: PR-fotos / PR-fotos

Royal Copenhagen mener Maxistrå ligger lige lovligt meget op af Mega Mussel.

Der er udbrudt kopikrig mellem dansk og norsk design. Royal Copenhagen har trukket Porsgrund Porcelænsfabrik i retten, for at have kopieret det kendte Mega Mussel Mønster. 

På Sø- og Handelsrettens hjemmeside fremgår det, at det drejer sig om: 

- Tvist om, hvorvidt sagsøgtes salg og markedsføring af produkter i MaxiStrå serierne på det danske marked krænker sagsøgerens  varemærkerettigheder og ophavsrettigheder til Mega Mussel Mønstret.

Mega Mussel eller Maxistrå

Mega Mussel blev designet af Karen Kjældgård Larsen - en nyfortolkning af det klassiske Mussel Malet og blev sat til salg fra år 2000.

Af Porsgrund Porcelænsfabriks hjemmeside fremgår det, at MaxiStrå blev introduceret i 2005 af Trond Hansen og Ragnhild Wik, og at:

- Maxistrå er Porsgrunds moderniserede maxiversion af det evigtvarende stråmønster fra 1700-tallet.

Hvorvidt der er tale om kopi, skal retten så afgøre. Men prisen på de to design er ihvertfald forskellig.

Således koster et Mega Mussel krus ca. 275 danske kroner, mens et krus fra Maxistrå koster ca. 140 danske kroner.

TV 2 har forsøgt at få fat i de to parter i sagen, indtil videre uden held.

Designer skal vidne

Designer Karen Kjældgård-Larsen har dog udtalt sig til Ekstra Bladet:

- Jeg skal vidne i retssagen, men vil helst ikke udtale mig i sagen før den er afgjort, siger siger hun til Ekstra Bladet.

Der har været afsat to dage til sagen i Sø- og Handelsretten, og således har sagen nu kørt både tirsdag og onsdag. Ifølge Ekstra Bladet falder der formentlig dom i dag.