Millioner investeres i danske computerstjerner

Investeringsfonden Sunstone Capital og IT-millionæren, Tommy Ahlers, investerer millioner i nyt dansk e-sports eventyr.

Karriererne som professionelle computerspillere cementeres i dag yderligere for fem af Danmarks mest succesfulde e-sportsudøvere.

Den danske IT-millionær, Tommy Ahlers, og kapitalfonden Sunstone Capital sætter en millioninvestering ind i det nyetablerede Astralis ApS, som fra nu af er navnet på et af verdens bedste hold i computerspillet Counter-Strike.

Største investering i Danmark nogensinde

Investeringen er den største af sin art i Danmark mellem danske investorer og et dansk e-sportshold. Det sker i en tid, hvor e-sport, som er computerspil, der dyrkes på konkurrenceplan, vokser med hastige skridt.

Flere end 100 millioner fans følger hver eneste måned med, når de bedste hold dyster imod hinanden i turneringer med enorme præmiesummer. Det er denne bevægelse, investorerne vil være en del af.

- En perfekt storm er under opsejling i kraft af et hurtigt voksende e-sportsmarked med mind-blowing fan involvering. Vi er begejstrede for at give Astralis den fornødne opbakning til at bygge den stærkeste franchise inden for e-sport, siger Nikolaj Nyholm fra Sunstone Capital.

Hundredtusinde følgere

Faninvolveringen inden for e-sport er så stor, at nogle af de største e-sportsstjerner på verdensplan har flere følgere på sociale medier end mange sportsstjerner fra de mere almenkendte sportsgrene såsom fodbold og tennis.

De fem spillere fra Astralis ApS, René Borg, Peter Rasmussen, Finn Andersen, Andreas Højsleth og Nicolai Reedtz, har til sammen mere end 325.000 følgere.

Fakta om e-sport

  • E-sport er en sammentrækning af ordene elektronisk sport.
  • Det er computerspil, der dyrkes som konkurrence ligesom gængse sportsgrene som fodbold og håndbold.
  • Danmark er et af de lande, der har flest professionelle i forhold til landets størrelse.

Millioner af tilskuere og svimlende præmiesummer

De seneste 15 år er e-sport vokset, men særligt de seneste seks år er udviklingen accelereret. Således var det estimerede antal af tilskuere på verdensplan i 2010 8,4 millioner, mens der i 2017 forventes at være 145 millioner faste seere på verdensplan.

Størrelsen på præmiepuljerne er også steget i takt med opmærksomheden omkring e-sport. De fem danske spillere i Astralis ApS vandt således over tre millioner kroner i præmiepenge i 2015. Penge, som de fem unge mænd vandt ved at dyste i turneringer i blandt andet USA, Rumænien, Ukraine, England og Dubai, hvor de spillede på udsolgte sportsarenaer og med tusindvis af seere, der så med via streaming tjenesten Twitch.tv.

Det er endda ikke urealistisk for Astralis ApS at vinde lignende summer igen i 2016, da en række turneringer allerede har annonceret en stigning i præmiepuljerne i forhold til sidste år.

16x9
De fem spillere på Astralis-holdet: Peter Rasmussen, Nicolai Reedtz, René Borg, Andreas Højsleth og Finn Andersen. Foto: Astralis Aps / Astralis Aps

Vil være en global spiller

Astralis ApS vil hovedsageligt være ejet af investorerne Tommy Ahlers og Sunstone Capital samt af Frederik Byskov og Jakob Lund Kristensen, som vil stå for den daglige drift af virksomheden. Derudover har de fem spillere på holdet også anparter.

- Takket være investeringen kan vi nå at blive en global spiller på markedet, inden det er for sent. Det er præcis, hvad vi har tænkt os at blive, siger Frederik Byskov.

Dannelsen af Astralis ApS er især blevet muligt, fordi de fem spillere har stået uden kontrakt siden december. Derfor har det ikke været nødvendigt at købe spillerne fri fra deres kontrakter for dyre summer for at kunne skabe Astralis ApS.

- E-sport udvikler sig så eksplosivt lige nu, at det ville koste et højt millionbeløb, hvis spillerne skulle købes fri i en lignende situation om bare nogle få måneder. Derfor er det ekstremt vigtigt, at vi har kunnet gøre dette nu, siger Frederik Byskov til TV 2.

Det er planen, at virksomheden på sigt skal ekspandere til også at tælle andre e-sportshold, men i opstarten vil Counter-Strike-holdet være det primære fokus.

Tidslinje: E-sportens historie
1972
19. oktober
De første skridt
De studerende på Stanford Universitet i Californien dystede i den første turnering. Foto: Stanford University
Den første konkurrence i computerspil afholdes på Stanford University Dengang spillede udøverne mod hinanden på arkadespillemaskiner.
1980
Tusindvis samles for første gang
Deltagerne sad side om side og spillede mod hinanden. Screendump: YouTube.
En af de første store konkurrencer i computerspil afholdes i USA. Over 10.000 personer kæmper i spillet Space Invaders om at vinde konkurrencen.
2000
Kæmpe turneringer opstår
To af de største internationale turneringer ser dagens lys. World Cyber Games og Electronic Sports World Cup samler tusinde af e-sportsudøvere og slår i årene efter årtusindeskiftet tonen an for de store turneringer.
2004
Nationalsport i Sydkorea
Sydkorea er det land i verden, hvor e-sport hurtigst blev udbredt og anerkendt som en sportsgren. KIM JAE-HWAN / Scanpix Danmark
Flere end 100.000 tilskuere følger finalen i en turnering i spillet StarCraft. Samtidig er e-sport blevet en stor tilskuersport og nationalsport i Sydkorea.
2007
Dansk forbund fødes
Paraplyorganisationen E-sport Danmark stiftes. Formålet er at skabe et foreningsliv og udbrede e-sporten i Danmark. I årene efter dukker de første e-sportsforeninger op.
2014
E-sport på skoleskemaet
Det første elevhold undervises i e-sport på Vesterbølle Efterskole. Screendump fra dokumentaren "KAMPEN".
Vesterbølle Efterskole opretter, som den første skole i Danmark, et e-sportsfag for eleverne. I de efterfølgende år følger en række andre efterskoler trop, men også folkeskoler og videregående uddannelser opretter e-sport som fag.
2016
29. maj
E-sport optages i DAF
Dansk Atletik Forbund optager e-sport i forbundet. Det resulterer blandt andet i, at e-sport kommer på programmet i Skole OL.
Store investeringer i Danmark
Astralis er et af de hold, der kastes penge efter af danske investorer. Astralis Aps / Astralis Aps
Der investeres millioner af kroner i dansk e-sport. Blandt andet satser erhvervsmændene Tommy Ahlers og Lars Seier på de to Counter-Strike hold Astralis og Tricked.
Vær på forkant med TV 2 BUSINESS, der samler den digitale kanal TV 2 BUSINESS og TV 2 NEWS i nyt digitalt lommeformat