Dansk milliardær vil redde bydel i London

16x9
Troels Holch Povlsen (indsat) og Spitalfield Trusts redningsplan for området. Foto: Scanpix/Spitalfield Trust / Scanpix/Spitalfield Trust

Danske Troels Holch Povlsen, 66, manden bag Bestseller-koncernen, er nu gået ind i kampen for at redde et historisk kvarter i det østlige London.

Ifølge den britiske avis Evening Standard har Troels Holch Povlsen, 66, tilbudt at matche et hvilket som helst tilbud, som investeringsselskabet British Land kommer med for Norton Folgate - Norton Folgate er en del af området Spitalfields i det østlige London. Det er British Land der ejer jorden i North Folgate, og selskabet vil rive ejendommene i området ned.

Om få dage skal Londons borgmester Boris Johnson tage stilling til, hvad der skal ske med området.

Troels Holch Povlsen er manden bag Danmarks største modekoncern Bestseller, som hans søn Anders Holch Povlsen nu står i spidsen for. Med en formue, som Berlingske Business har skønnet til at være på 36,7 mia. kroner er Holch Povlsen-familien den næstrigeste familie i Danmark - kun overgået af Kirk-familien, der står bag Lego-koncernen.

Troels Holch Povlsen har folkeregister-adresse i Danmark, på Gyllingnæs Gods i Odder. Men han og hans søn Anders Holch Povlsen ejer en række luksus-ejendomme i London, senest købte familien i efteråret sidste år ifølge Berlingske Business to ejendomme i det centrale London for 1,7 mia. kroner. Derudover ejer Anders Holch Povlsen en række ejendomme i Skotland, blandt andet et slot ved Loch Ness.

Med planerne om at redde Norton Folgate kommer Troels Holch Povlsen bevarings-gruppen Spitalfields Trust til undsætning - gruppen har kæmpet mod British Lands planer for området siden de blev annonceret.

Byrådet i Tower Hamlet, hvor området ligger, har afvist British Lands forslag i september sidste år - men Londons borgmester Boris Johnson har tilkendegivet, at han vil træffe den endelige afgørelse - og den forventes han ifølge Evening Standard at træffe på mandag.

- Vi har en sponsor, som vil købe området af City of London, matche British Lands' pris og eventuelt overgå den, hvis det er nødvendig. Vi vil kunne gennemføre vores plan om at reparere bygningerne og sørge for at området bliver taget i brug af små forretninger og hjem i stedet for kæmpe kontorejendomme, siger Tim Whittaker, direktør for Spitalfield Trust til Evening Standard.

Ifølge Tim Whittaker bor Troels Holch Povlsen i Westminster i London til daglig, og han er "interesseret i området".

- Han er skrækslagen ved at se London blive flået i småstumper og at der bliver lavet store områder ud af små, og nu vil han bakke den holdning op med sine penge, siger Tim Whittaker.