Storbank: Sælg alle aktier inden krisen rammer

Sælg dine aktier nu, råder storbank. 2016 bliver særdeles dårligt for aktier, spår banken.

The Royal Bank of Scotland, RBS, opfordrer nu sine kunder til at skille sig af med alle aktier og i stedet søge sikkerhed i obligationer. Finanshuset venter, at 2016 bliver et ødelæggende år med global deflation og fald i både aktiekurser og oliepriser.

Det skriver den britiske avis The Telegraph.

Bankens analysehold sammenligner den seneste tids urolighederne på de finansielle markeder med optakten til den finansielle krise i 2008.

- Sælg alting undtagen kvalitetsobligationer. Det handler ikke om sikre afkast, men om at få sine penge sikkert hjem igen. I en overfyldt sal kan udgangene være svære at få øje på, skriver RBS i en note til sine kunder ifølge The Telegraph.

Andrew Roberts, der er kreditchef i RBS, påpeger, at global handel og låneaktivitet er nedadgående, og vurderer, at det er en særdeles farlig cocktail for virksomhedernes indtjening.

- Kina har sat gang i en større korrektion, som kommer til at tage yderligere fart. Aktie- og lånemarkederne er meget farlige, siger han til den britiske avis.

Roberts vurderer, at både amerikanske og europæiske aktiemarkeder i den forestående korrektion skal falde mellem 10 og 20 pct., og at faldene kan blive endnu større i Storbritannien, som har en særligt høj vægtning af virksomheder i energi- og råvaresektoren.

I tv-indslaget herunder kan du se, hvordan de mest velhavende danskere investerer for at få afkast, mens renterne ligger tæt på nul.