Skal jeg købe aktier eller obligationer?

Spørgsmål 1:

Hej,

Jeg har ca 100.000. kr som jeg gerne vil sætte i nogle aktier .

Skal jeg vælge aktier eller obligationer .

Jeg har først brug for at realisere det investerede beløb om ca 5-6 år , da jeg på det tidspunkt går på efterløn.

Vh. Freddy

SVAR:

Hej Freddy

Tak for dit spørgsmål.

At give et svar på hvad du skal sætte dine 100.000 kr. i, afhænger af din risikovillighed. Går du efter den store afkast, må du samtidig leve med, at risikoen er større. Omvendt lægger lav risiko en dæmper på udsigten til store afkast.

Investering er forbundet med en vis usikkerhed, så derfor er det vigtigt, at du tænker dig godt om , før du beslutter dig. Vær opmærksom på at din situation ændrer sig med årene. Jo kortere tid der er til du skal bruge pengene, jo mindre risikovillig bør du blive.

Inden du investerer, bør du nøje overveje:

· Hvor meget du vil investere?

· Hvad er dine forventninger til afkastet?

· Hvor risikovillig er du?

· Hvor afhængig er du af investeringen/afkastet?

For at få klarhed over disse ting anbefaler vi at du kontakter din bank. Den kan hjælpe dig med at få afdækket din risikoprofil med henblik på at få et konkret investeringsforslag, der vil passe til dig personligt, til din økonomi og dit forhold til risiko.

Uanset hvilken risikoprofil du har, vil vi anbefale, at du spreder investeringen og ikke kun køber få papirer. Med andre ord, er det en god idé at lægge en klar strategi for den portefølje du vil bygge op. En porteføljestrategi går populært sagt ud på ikke at lægge alle æg i samme kurv. Vi anbefaler at du så vidt muligt spreder din investering på flere

· aktivklasser (aktier, obligationer, kontanter)

· regioner (f.eks. Fjernøsten eller Europa)

· lande

  • brancher
  • valutaer
  • værdipapirer

Ved at sprede investeringen begrænser du samtidig risikoen i forhold til det forventede afkast. En god måde at sprede investeringen på er via investeringsforeninger, hvor du har mulighed for at sprede investeringerne mere end på egen hånd. Når du investerer via investeringsforeninger, sørger en porteføljemanager for at pleje selve investeringen og der er lave omkostninger i forhold til selv at handle aktivt. Derudover er det nemt, selv for mindre midler.

Med venlig hilsen

Jyske Markets Investeringsservice