Jes Dorph-Petersen

16x9

Jeg har arbejdet på TV2/Nyhederne i 16 år - jeg kom til stationen, da den var et lille usselt barn på 1 år. Jeg søgte ind på TV 2 i 1989, fordi jeg fornemmede, at det var spændende at være med til at bygge den nye kanal op. Og jeg fik ret. I dag er vi Danmarks største - også hvad gælder nyheder. Og udover at jeg synes, vi laver gode tv-ting, er jeg vild med stemningen, kollegerne og stedet. Det er vel lidt som at holde med et fodboldhold.

Inden jeg startede på Nyhederne nåede jeg bl.a. en studentereksamen, en masse løst arbejde, en tid på arkitektskolen og så uddannelsen på Danmarks Journalist Højskole. Derefter kom jeg til Frederiksborg Amts Avis, hvor jeg i et år arbejdede på avisens lokalradio i Helsingør. I 1985 fik jeg arbejde på Danmarks Radio - på regionalradioen i København som reporter og vært.

Jobbet som vært på Nyhederne er enormt sjovt - ens arbejde bliver i den grad registreret og så er det fantastisk at arbejde med nyheder og nusse med at præsentere dem sobert og interessevækkende.

Det værste ved jobbet er sure seere og anmeldere, der ser fjernsyn i ond tro og skælder en ud for at være en dum linse-lus.

Mit job består, udover at være på skærmen, i at sætte mig ind i udsendelsens elementer - være med til at prioritere, hvad der skal med, skrive gode oplæg og finde gode gæster til de direkte interviews. Samt formulere muntre overgange til Tanev og kompagni.

Jeg skriver selv oplægget til de forskellige nyhedsindslag. Jeg får et udkast med stikord fra reporteren, men fin-skrivningen og alle formuleringer er i 80 procent af tilfældene helt mine egne. Man er trods alt bedst til sit eget personlige sprog.

De sidste minutter før jeg skal på er hektiske og ofte kaotiske - en del råb og skrig som fra en sulten løve, der mangler mad. Der er af gode grunde altid noget, der kommer i sidste øjeblik, men jeg er blevet god til at tage al balladen roligt. Og så har jeg en god vane med at gå en tur ud af studiet kvart i 19 for at få pulsen ned, så man ikke ligner en flamberet marathon-løber, når udsendelsen går i gang...

Det er umuligt at huske alle oplæggene i hovedet, men vi reddes hver aften af et teknisk vidunder: Teleprompteren, som viser vores manuskripter på et hulspejl foran kameraet. Så faktisk sidder vi og læser op.

Jobbet som Nyhedsvært byder både på gode og dårlige oplevelser. Heldigvis er der flest af de gode oplevelser - trods alt. De store øjeblikke hænger ikke nødvendigvis sammen med, om historien/begivenheden er stor. Det kan også være de små sjove ting, som vi fortæller om - og som gør seerne glade og giver et lille grin. Og så er hjeg både glad og tilfreds, når et live-intervew går perfekt - at jeg får stillet de spørgsmål, jeg fornemmer, seerne godt vil have besvaret. Det værste er naturligvis at skulle fortælle om alle tragedierne - børn, der dør er nok det slemmeste.

Der er situationer - som da børnene blev dræbt på skolen i Beslan sidste år - hvor det er meget tungt at skulle formidle. Og jeg kneb også en tåre, da jeg kom hjem. For naturligvis påvirker alle ulykkerne og tragedierne os i redaktionen. Men det er nu engang vores job: Vi skal fortælle, hvad der er sket. Vi kan ikke ændre verdens gang og stoppe det negative.

Det tøj jeg har på, når jeg er på skærmen, bliver købt af vores søde makeup-artist Jytta. 3-4 gange om året får vi et udvalg af lækre skjorter, jakker og smarte slips - og så vælger vi ud hver især - indenfor rimelige økonomiske grænser. Men vi skal jo se pæne og noble ud - og til en vis grad følge moden.

Min fritid er jo det eneste, jeg har for mig selv... men lad mig sige det sådan: Jeg går hverken til paragliding eller yoga. Jeg er et gennemsnitligt, halvdovent menneske, der nyder fritiden, vennerne og min familie.

Hvad angår musik har jeg en næsegrus beundring for C.V. Jørgensen. Det har jeg haft i 25 år. Både på grund af hans tekster og musik. Men jeg er også vild med gode gamle Procol Harum, Beach Boys, Beatles, Simon & Garfunkel og meget andet, der er komponeret, før verden var lavet af lava.