Holocaustfornægtere laver hjemmeside til unge

16x9

Unge bombarderes af Holocaust_be-næg-te-re på nettet. 26_årig gendriver deres påstande.

En gruppe danske holocaustfornægtere driver en hjemmeside, rettet mod skolebørn.

Hjemmesidens overordnede budskab er, at godt nok eksisterede der koncentrationslejre i Nazityskland, men de var ikke udryddelseslejre, og Hitler havde ikke en erklæret udryddelsespolitik for jøderne i Europa.

På hjemmesiden bringes artikler og foredrag i et forsøg på at drive bevis for, at f.eks. gasningen af jøderne i Auschwitz og Auschwitz-Birkenau aldrig har fundet sted.

Der er ikke fundet skeletdele eller aske, som kan dokumentere holocaust, der er ikke fundet gasgiftrester i ofrenes afklippede hår, og gaskamrene havde ikke kapacitet til at tage livet af så mange mennesker på så kort tid, hedder det bl.a. på siden, som drives af Dansk Selskab for Fri Historisk Forskning.

Organisationen erklærer sig knyttet til gruppen af såkaldte revisionistiske forskere, som sætter spørgsmålstegn ved den etablerede historieskrivning.

Men den 26-årige dansker Mikkel Andersson har sat sig for at gendrive revisionisternes påstande.

Mikkel har siden sin gymnasietid interesseret sig for holocaust-benægterne og sat sig for at gennemhulle deres påstande.

Han har deltaget i arkæologiske udgravninger i Auschwitz-Birkenau, han holder foredrag, og han driver en hjemmeside, holocaust-info.dk, hvor han punkt for punkt tager beviserne fra de revisionistiske forskere under behandling.

Uvidende unge
Revisionisterne søger at gøre nazisme og racisme stuerene, og de unge er modtagelige over for revisionisternes udlægning af historien, fordi de ikke har hørt meget om holocaust i skolen, mener Mikkel Andersson.

Vi brugte et år på vikingetiden og et år på kongerækken, men yderst lidt om Anden Verdenskrig, har Mikkel sagt i et interview med Jakob Andersen på Ekstra Bladet.

"I gymnasiet fik vi at vide, at seks millioner jøder blev myrdet, men vi fik intet som helst at vide om, hvad der lå bag. Jeg blev interesseret i at studere sagen, men mine kammerater forstår ikke, hvad det er, jeg laver. De ved meget lidt om holocaust," fortalte Mikkel, efter at han havde etableret sin hjemmeside.

Internettet er et fremragende medie til at udbrede kvalificeret forskning - og et eldorado for fuskere, mener han.

"Holocaust-benægtere ved udmærket, hvor lille viden folk har, og det spiller de på. Deres fremstilling af historien er simpel og enkel, beregnet for den ureflekterede del af offentligheden, og netop i internettet har de fundet et mægtigt massespredningsmedium," påpeger Mikkel Andersson.

Og det er begrundelsen for, at han siden 1996 har arbejdet på at gendrive benægternes historieforfalskning.

Mikkel er ret ene om opgaven i Danmark. Nu har han snart viet ni år af sit unge liv til projektet, men til sommer regner han med - endelig, som han siger - at påbegynde et almindeligt studium.