Tog var et minut fra at styrte i vandet

"Toget kunne være blevet afsporet og være kørt i vandet," siger politiet om broulykke

Ulykken på jernbanebroen i Limfjorden var blot et minut fra at få fatale konsekvenser for passagerne på et tog, som var på vej mod Lindholm onsdag aften.

Det fortæller vagtchef ved Nordjyllands Politi, Per Vagn Nielsen til tv2.dk.

"Vi har et tog, der kommer fra København. Det kører fra Vestbyens station kl. 22.23 og skal være i Lindholm 22.26. Og kl. 22.26 der er det lige, vi har fået meldingen om, at der er sejlet et skib mod jernbanebroen derovre," siger han.

"Det er ikke minutter, vi snakker om. Et minut, det er den størrelsesorden det drejer sig om," siger Per Vagn Nielsen om, hvor tæt det var på at gå galt for toget.

"Toget kunne være blevet afsporet og være kørt i vandet. Det er det værste scenarie, der kunne være sket," siger han.

Det var et finsk containerskib, som onsdag aften sejlede ind i jernbanebroen, der løber hen over Limfjorden mellem Aalborg og Nørresundby.

Ingeniører vurderer, at det kan tage op mod et halvt år før trafikken igen kan køre over broen.