S advarer mod DSB-udbud

16x9

Socialdemokraterne advarer mod transportminister Hans Chr. Schmidts (V) plan om at sende noget af togtrafikken mellem København og Aalborg i udbud for at gennemtvinge lavere priser og bedre service.

Partiets trafikordfører, Magnus Heunicke, frygter, at det blot vil give flere forsinkelser.

"Det vil smadre jernbanetrafikken med et slag. Og hvis man havde planer om netop noget sådan, så er det her måden at gøre det på," siger Magnus Heunicke.

Ifølge Socialdemokraternes trafikordfører er der nemlig ikke plads til flere afgange på skinnerne på den trafikerede strækning, hvilket i sidste ende derfor vil medføre forsinkelserne.

"Samtidig er spørgsmålet, om vi af ideologiske grunde skal lade et andet statsejet selskab - nemlig tyske Arriva - skumme fløden på den mest lukrative strækning i Danmark, mens DSB så kan køre på de mindre lukrative strækninger," siger Magnus Heunicke.

Socialdemokraterne står ganske vist udenfor forliget om DSB, men selv om De Radikale ikke er afvisende overfor transportministerens plan, så slår Magnus Heunick fast, at planen bliver skrottet, hvis regeringsmagten skifter efter det næste folketingsvalg.

- Den her plan bliver hivet af bordet efter et folketingsvalg," siger Magnus Heunicke.