Simon Mundt blev 37. danske offer

16x9

Hærens Operative Kommando har frigivet navnet på den soldat, der i dag blev dræbt i Afghanistan. Den dræbte er den 21-årige konstabel Simon Mundt Jørgensen fra Den Kongelige Livgarde.

Simon Mundt Jørgensen mistede livet i forbindelse med en sikringsopgave, hvor han skulle beskytte nogle ingeniørsoldater.

Her blev han og en anden dansk soldat ramt af en eksplosion fra en improviseret sprængladning. De pårørende er blevet underrettet.

Selv om kammeraterne fra Charlie-kompagniet ydede førstehjælp på stedet og han efterfølgende med helikopter blev fløjet til felthospitalet i Camp Bastion, lykkedes det ikke at redde Simon Mundt Jørgensen. Han efterlader sig far, mor og en lillebror.

Hændelsen foregik syd for patruljebasen Bridzar, seks kilometer fra byen Gereshk. Begge de ramte soldater kommer fra Charlie-kompagniet, der er udsendt fra Den Kongelige Livgarde. Den anden soldat blev hårdt såret, men er indtil videre blevet meldt stabil efter en operation onsdag.

Ifølge avisen Sjællandske kommer den dræbte soldat fra Korsør.

Forsvarschef og general Knud Bartels understreger i en udtalelse, at forsvaret vil gøre alt, hvad der er muligt, for at støtte familien til den dræbte soldat i den svære tid, der kommer.